H. C. Andersen - Eventyr 113:
Vejrmøllen (1865)
Der stod på bakken en vejrmølle, stolt at se på og stolt følte den sig:
“Jeg er aldeles ikke stolt,” sagde den, “men jeg er meget oplyst, både uden på og inden i. Sol og måne har jeg til udvortes brug og til indvendig med, og her har jeg desuden stearinlys, tranlampe og billige tælleprås-lys. Jeg tør sige, at jeg er oplyst; jeg er et tænkende væsen og så velskabt at det er en fornøjelse. Jeg har en god kværn i brystet, jeg har fire vinger og de sidder mig oppe i hovedet, lige under hatten; fuglene har kun to vinger og må bære dem på ryggen. Jeg er en hollænder af fødsel, det kan ses på min form, min skabelon – jeg er en flyvende hollænder; den regnes til det overnaturlige, ved jeg, og dog er jeg meget naturlig. Jeg har galleri om maven og beboelseslejlighed i nederdelen; der huserer mine tanker. Min stærkeste tanke, den der styrer og råder, kaldes af de andre tanker: Manden på møllen. Han véd hvad han vil, han står højt over mel og gryn, men har dog sin kone og hun kaldes mutter. Hun er hjertelaget, hun løber ikke den forkerte vej rundt, også hun véd hvad hun vil, og hun ved hvad hun kan, hun er mild som et vindpust, hun er stærk som blæsten; og hun forstår at lirke, at få sin vilje. Hun er mit bløde sind, fatter er mit hårde. De er to og dog én, de kalder også hinanden ‘min halvpart’. De har rollinger de to: små tanker, som kan vokse. De små gør et værre påstyr! Forleden, da jeg i dybsindighed lod ‘fatter’ og hans svende efterse kværn og hjul i mit bryst – jeg ville vide hvad der var i vejen, for der var noget i vejen inden i mig, og man skal ransage sig selv – så gjorde de små et forfærdeligt påstyr, der ikke tager sig godt ud, når man, som jeg, står højt oppe på bakken; man må huske at man står i belysning: Omdømmet er også belysning. Men hvad jeg ville sige var, at det var et forfærdeligt påstyr af de små! Den mindste fór mig lige op i hatten og trallede så det kildrede i mig. De små tanker kan vokse, det har jeg fornemmet, og udefra kommer også tanker og det er ikke tanker af min slægt, for jeg ser ingen af familien, så langt jeg ser, ingen udover mig selv. Men de vingeløse huse, hvor kværnen ikke høres, de har også tanker, de kommer til mine tanker og forlover sig med dem, som de kalder det. Underligt nok, ja der er meget underligt. Det er kommet over mig eller i mig, at noget har forandret sig i mølleværket, det er som om fatter havde skiftet halvpart, fået et endnu mildere sind, en endnu kærligere mage, så ung og from og dog den samme, men blødere, frommere med tiden. Det beske i ham er fordunstet; det er meget fornøjeligt det hele. Dagene går og dagene kommer, altid fremad til klarhed og glæde, og så, ja det er sagt og skrevet, så kommer der en dag, at det er forbi med mig – og dog aldeles ikke forbi! Jeg skal rives ned for at rejse mig ny og bedre, jeg skal ophøre at være til og dog blive ved at være! Blive en ganske anden og dog forblive den samme! Det er mig svært at begribe, hvor oplyst jeg end er – ved sol, måne, stearin, tran og tælle! Mit gamle tømmer og murværk skal rejse sig igen af gruset. Jeg vil håbe at jeg beholder de gamle tanker: Fatter på møllen, mutter, de store og små, hele familien, en og dog så mange, hele tankekompagniet, for det kan jeg ikke undvære! Og mig selv må jeg også forblive, med kværn i brystet, vinger på hovedet, altan om maven, ellers kan jeg ikke kende mig selv, og de andre kan heller ikke kende mig og sige, der har vi jo møllen på bakken, stolt at se, og dog aldeles ikke stolt!”
Det sagde møllen, den sagde meget mere, men dette var nu det vigtigste.
Og dagene kom og dagene gik, og den yderste dag var den sidste.
Der gik ild i møllen! Flammerne løftede sig, slog ud, slog ind, slikkede bjælker og brædder, åd dem op. Møllen faldt, der var kun en askehob tilbage; røgen for hen over brandstedet, vinden bar den bort.
Hvad levende der havde været på møllen forblev, det kom ikke noget til ved den begivenhed, det vandt ved den. Møllerfamilien – en sjæl, mange tanker og dog kun en – fik sig en ny, dejlig mølle, den kunne være tjent med, den lignede aldeles den gamle, man sagde: Der står jo møllen på bakken, stolt at se! Men denne var bedre indrettet, mere tidssvarende, for det går fremad. Det gamle tømmer, der var ormstukket og svampet, lå i støv og aske. Den gamle møllekrop rejste sig ikke, som den selv havde troet; den opfattede det bogstaveligt, lige efter ordene, og man skal ikke tage alting lige efter ordene!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©