H. C. Andersen - Eventyr 118:
Stormen flytter skilt (1865)
I gamle dage, da Morfar var en ganske lille dreng og gik med røde bukser, rød trøje, et bånd om maven og fjer i kasketten - for sådan gik i hans barnetid de små drenge klædt, når de var rigtigt pyntede; dengang var så meget helt anderledes end nu. Der var tit pynt i gaden, stads, som vi ikke ser nu, for den er afskaffet, den blev så gammeldags; men morsomt er det at høre Morfar fortælle om den. Det må rigtignok have været en stads den gang at se skomagerne flytte skilt, når deres laugs-forening skiftede mødehus. Deres silkefane vajede; der var malet på den en stor støvle og en ørn med to hoveder; de yngste svende bar velkomst-maden og foreningens symboler, og havde røde og hvide bånd flagrende ned om skjorteærmerne; de ældre gik med draget kårde, med en citron på spidsen. Der var fuld musik, og dejligst af instrumenterne var “Fuglen”, som Morfar kaldte den store stang med halvmånen på og alt muligt klingende dingeldangel, rigtig tyrkisk musik. Den blev løftet og svunget, den klingede og klang, og det skar ordenligt i øjnene at se solen skinne på alt det guld, sølv eller messing.
Foran optoget løb Harlekin, i en dragt syet sammen af alle mulige kulørte lapper, sort i ansigtet og med bjælder på hovedet, ligesom en kanehest; og så slog han ind på folk med sin brix, træsværdet, der smældede uden at gøre ondt, og folk trykkede hinanden for at komme tilbage og for at komme frem; små drenge og piger faldt over deres egne ben og endte i rendestenen; gamle madammer puffede med albuerne, så sig surt omkring og skændte. En lo, en anden snakkede; der var folk på trapper og i vinduet, ja helt ude på taget. Solen skinnede; lidt regn fik de også, men det var godt for landmanden, og når de blev rigtig dyngvåde, så var det en sand velsignelse for landet.
O, hvor Morfar kunne fortælle! Han havde, som lille dreng, set al den pynt og stads i dens største dejlighed. Den ældste laugssvend holdt tale fra stilladset, hvor skiltet blev hængt ud, og talen var på vers, som om den kunne være digtet, og det var den også; de havde været tre om det og først drukket en hel kande stærk Vin-punsch, for at få den rigtig god. Og folk råbte ”Hurra” for talen, men de råbte endnu mere ”Hurra” for Harlekin, da han kom frem på stilladset og gjorde grin af taleren. Som nar gjorde han så udmærket nar og drak mjød af snapseglas, som han så kastede ud imellem folk, der greb dem i luften. Morfar havde et af dem, som en murer havde fanget i luften og foræret ham. Det var rigtignok morsomt. Og skomagerskiltet hang smykket med blomster og grønt på det nye laugshus. Sådan en stads glemmer man aldrig lige meget hvor gammel man bliver, sagde Morfar, og han glemte den heller ikke, selvom han fik megen anden stads og herlighed at se og fortalte derom, men morsomt var det dog at høre ham fortælle om at flytte skilt, også inde i den store by.
Morfar rejste jo som lille derind med sine forældre; han havde den gang aldrig før set den største by i landet. Der var så mange mennesker på gaden, så at han troede at der skulle flyttes skilt, og der var mange skilte at flytte; man kunne få hundrede stuer fyldt med billeder og malerier, hvis de blev hængt op indenfor og ikke udenfor husene. På skrædderens skilt var der påmalet al mennesketøj, han kunne sy folk om fra groft til fint. Der var tobaksspinderskilte med de yndigste smådrenge, der røg cigar, ligesom i det virkelige liv; der var skilte med smør og spegesild, præstekraver og ligkister, og dertil særlige indskrifter og opslag. Man kunne godt gå en hel dag op og ned ad gaderne og se sig mæt på billeder, og så vidste man samtidig, hvilke mennesker der boede derinde, de havde selv hængt deres skilt ud, og det er så godt, sagde Morfar, og så lærerigt i en stor by at vide, hvad der bor indenfor.
Men så skulle det med skiltene ske, ligesom Morfar kom til byen. Han har selv fortalt det, og han havde ingen ´skælm bag øret´, som mor sagde at han havde, når han ville bilde mig noget ind; han så ganske tilforladelig ud.
Den første nat, han kom til den store by, blev her det frygteligste uvejr, man nogensinde har læst om i avisen: et vejr, som det ikke havde været i mands minde. Hele luften var fyldt med nedfaldne tagsten; gamle plankeværker rev sig løs; ja, der var en trillebør, der af sig selv løb op ad gaden, bare for at redde sig. Det tudede i luften, det hylede og ruskede, det var en storm så forfærdelig. Vandet i kanalerne løb helt op over bolværket, det vidste ikke, hvor det turde være. Stormen for hen over byen og tog skorstenene med sig; mere end ét gammelt, stolt kirkespir måtte bøje sig og er siden aldrig kommet på højkant igen.
Der stod et skilderhus udenfor hos den gamle, skikkelige brandmajor, der altid kom med sidste brandsprøjte; stormen kunne ikke unde ham det lille skilderhus, det blev revet af tappen og trimlede hen ad gaden; og, underligt nok, det rejste sig og blev stående udenfor huset, hvor den sølle tømmersvend boede, der havde reddet tre menneskers liv ved den sidste ildebrand; men skilderhuset tænkte ikke noget særligt over det.
Barberens skilt, den store messingtallerken, blev revet af og flyttet lige hen i vinduesfordybningen hos justitsrådens, og det var næsten som en ondskab, sagde hele nabolaget, for det og de aller-intimeste veninder kaldte hans frue for Ragekniven. Hun var så klog, hun vidste mere om menneskene, end menneskene vidste om sig selv.
Der fløj et skilt med en afridset tør klipfisk lige hen over døren, hvor der boede en mand, som skrev en avis. Det var en dårlig spøg af stormvinden, den huskede nok ikke, at en avisskriver aldeles ikke er til at spøge med, han er konge i sin egen avis og over sin egen mening. Vejrhanen fløj over på genboens tag, og der stod den, som den sorteste ondskab, sagde naboerne.
Bødkerens tønde blev af stormen hængt udenfor en butik med “Dameundertøj”.
Spisehusets menukort, som hang ved døren i en svær ramme,, blev af stormen sat lige over indgangen til det teater, hvor folk aldrig kom; det var en løjerlig teaterplakat: “Peberrods Suppe og fyldt Kålhoved” – men så kom der folk! Bundtmagerens ræveskind, der er på hans fornemme skilt, blev flyttet hen til indgangsdøren hos den unge mand, der altid gik til fro-messe i kirken, så ud som en nedslået paraply, stræbte efter sandhed og var et “eksempel”, sagde hans moster.
Indskriften “Højere Dannelses-Anstalt” blev flyttet hen over billardklubben, og anstalten selv fik skiltet: “Her opfedes børn på flaske”. Det var aldeles ikke vittigt, kun uartigt, men stormen havde jo gjort det, og den kan man ikke styre.
Det var en frygtelig nat; og om morgenen, tænk bare, da var næsten alle byens skilte flyttede; og visse steder var det sket med en sådan ondskab, at Morfar ikke ville omtale det, men han lo indvendig, det så jeg godt, og det er muligt at han da havde noget bag øret.
De stakkels mennesker i den store by, især de fremmede, de gik nu helt fejl af menneskene, og de kunne ikke andet, når de gik efter skiltet. Nogle ville ind til en meget alvorlig forsamling af ældre, der skulle aftale de vigtigste ting, og så kom de ind i en skrålende drengeskole, der var lige ved at springe op på bordet.
Der var folk, som tog fejl af kirken og teatret, og det er dog forfærdeligt!
Sådan en storm har nu aldrig blæst i vore dage, det er kun Morfar, som har oplevet den, og det var som ganske lille; sådan en storm kommer måske ikke i vor tid, men i vore børnebørns; da må vi rigtignok håbe og bede til, at de holder sig inde, mens stormen flytter skilt.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©