H. C. Andersen - Eventyr 136:
Dryaden (1868)
Vi rejser til Verdensudstillingen i Paris.
Nu er vi der! Det var en flugt, en fart, aldeles uden trolddom; vi gik med damp i fartøjer og på landeveje.
Vor tid er eventyrets tid.
Vi er midt i Paris, i et stort hotel. Blomster pynter helt op af trappen, bløde tæpper hen over trinene.
Vor stue er hyggelig, balkondøren står åben ud til en stor plads. Dernede bor foråret, det er kørt til Paris, indtruffet på samme tid som vi, det er kommet i skikkelse af et stort ungt kastanjetræ, med nys udsprungne, fine blade; hvor er det klædt i forårs-dejlighed sammenholdt med de andre træer på pladsen! Et af disse er aldeles gået ud af de levende træers tal, og ligger, rykket op med rode, kastet hen over jorden. Der, hvor det stod, skal nu det friske kastanjetræ plantes og gro.
Endnu har det plads, højt opstillet, på den tunge vogn, der denne morgen bragte det til Paris, adskillige kilometer borte fra, ude på landet. Der havde det stået i mange år tæt ved en mægtig eg, og under den sad tit den gamle velsignede præst, der talte og fortalte for de lyttende børn. Det unge kastanjetræ hørte med derpå; Dryaden inde i træet var jo barn endnu; hun kunne huske tilbage i tiden, da træet var så lille, at det kun ragede lidt op over de høje græsstrå og bregner. De var da så store de kunne blive, men træet voksede og tog til hvert år, drak luft og solskin, fik dug og regn og blev, som nødvendigt var, rusket og rystet af de stærke vinde. Det hører med til opdragelsen.
Dryaden var glad ved sit liv og sin leven, ved solskinnet og fuglenes sang, men dog gladest ved menneskenes stemme, hun forstod deres tale ligeså godt som hun forstod dyrenes.
Sommerfugle, guldsmede og fluer, ja, alt hvad flyve kunne, aflagde visit; sladre gjorde de allesammen: fortalte om landsbyen, vinmarken, skoven, det gamle slot med parken, hvor der var kanaler og damme; dernede i vandet boede også levende væsener, der på deres måde kunne flyve fra sted til sted under vandet, væsener med kundskab og tænkning; de sagde ikke noget, så kloge var de.
Og svalen, der havde dykket ned i vandet, fortalte om de smukke guldfisk, om den fede brasen, de tykke suder og de gamle, mosgroede karusser. Svalen gav en meget god beskrivelse, men man ser det dog bedre selv, sagde den; men hvordan skulle Dryaden nogensinde få de væsener at se? Hun måtte lade sig nøje med at kunne se ud over det dejlige landskab og fornemme den travle menneskevirksomhed.
Dejligt var det, men dejligst dog, når den gamle præst stod her under egen og fortalte om Frankrig, om stordåd af mænd og kvinder, hvis navne nævnedes i beundring gennem alle tider.
Dryaden hørte om hyrdepigen Jeanne d'Arc, om Chartotte Corday, hun hørte om ældgammel tid, om Henrik den Fjerde og Napoleon og hans tid, og helt op i nutiden om dygtighed og storhed; hun hørte navne, i hvert var en klang ind i folkets hjerte: Frankriger verdens-landet, snildets jordbund med frihedens krater!
Landsbybørnene hørte andægtigt til, Dryaden ikke mindre; hun var skolebarn sammen med de andre. Hun så i de sejlende skyers skikkelse billede på billede af hvad hun havde hørt fortælle.
Skyhimlen var hendes billedbog.
Hun følte sig så lykkelig i det skønne Frankrig, men havde dog en følelse af at fuglene, at hvert
dyr, der kunne flyve, var langt mere begunstigede end hun. Selv fluen kunne se sig om, vidt omkring, langt ud over Dryadens synskreds.
Frankrigvar så udstrakt og herligt, men hun så kun en lille plet deraf; verdensvidt strakte landet sig med vinmarker, skove og store byer, og af alle disse var Paris den herligste, den mægtigste. Derhen kunne fuglene nå, men aldrig hun.
Der var imellem landsbyens børn en lille pige, så pjaltet, så fattig, men dejlig at se på; altid sang hun og lo hun, bandt røde blomster i sit sorte hår.
"Kom ikke til Paris!" sagde den gamle præst. "Stakkels barn! Kommer du der, da bliver det dit fordærv!"
Og dog tog hun derhen.
Dryaden tænkte tit på hende, de havde jo begge samme lyst og længsel efter den store hovedstad.
Det blev forår, sommer, høst, vinter; et par år gik hen.
Dryadens træ bar sine første kastanjeblomster, fuglene kvidrede derom i det dejlige solskin. Da kom hen ad vejen en flot pyntet vogn med en fornem dame, hun styrede selv de letspringende smukke heste; en pyntet lille jockey sad bag på. Dryaden kendte hende igen, den gamle præst genkendte hende, rystede med hovedet og sagde bedrøvet:
"Du kom derind! Det blev dit fordærv, stakkels Mari!"
"Er hun en stakkel?" tænkte Dryaden."Nej, og hvilken forvandling! Hun er nu klædt på som en hertuginde! Det blev hun i fortryllelsens by. O, var jeg dog der i al den glans og pragt, som lyser op selv på skyerne i natten, når jeg ser i den retning, hvor jeg ved at byen findes."
Ja, derhen så Dryaden hver aften, hver nat. Hun så den strålende tåge i synkredsen; hun savnede den i den lyse, måneklare nat; hun savnede de sejlende skyer, der viste hende billeder fra by og historie.
Barnet griber efter sin billedbog, Dryaden greb efter skyverdenen, hendes tankebog.
Den sommervarme, skyfri himmel var hende et tomt blad, og nu i flere dage havde hun kun set et sådant.
Det var den varme sommertid, med solhede dage uden luftning; hvert blad, hver blomst lå som i en døs, menneskene med.
Da løftede sig skyer, og det i den retning, hvor i den strålende tåge natten forkyndte: her er Paris.
Skyerne løftede sig, formede sig som et helt bjergland, skød sig frem gennem luften, ud over det hele landskab, så vidt Dryaden kunne øjne.
Skyerne lå som sortblå mægtige klippeblokke lag på lag højt i luften. Lynstrålerne slog ud, "også de er Gud Herrens tjenere", havde den gamle præst sagt. Og der kom et blånende, blændende lyn, et lysblink, som var det solen selv, der sprængte klippeblokkene, lynet slog ned og splintrede til roden det gamle mægtige egetræ; dets krone skiltes, stammen skiltes, flækket faldt det, som bredte det sig ud for at omfavne lysets sendebud.
Ingen malmkanoner mægter at runge gennem luft og over land ved et kongebarns fødsel, som tordendrønet her ved det gamle egetræs bortgang. Regnen strømmede ned, den forfriskende vind luftede, uvejret var forbi, der blev så søndagsfestligt. Byens folk samlede sig om den fældede gamle eg; den gamle præst talte hæders-ord, en maler tegnede træet selv til blivende minde.
"Alt farer hen!" sagde Dryaden, "– farer hen, som skyen, og kommer aldrig igen!"
Den gamle præst kom her ikke mere; skoletaget var faldet sammen, lærerstolen borte. Børnene, de kom her ikke, men efteråret kom her, vinteren kom her, men også foråret, og i al den vekslende tid så Dryaden hen mod den kant hvor hver aften og nat, fjernt i synskredsen, Paris lyste som en strålende tåge. Ud fra den fløj lokomotiv ved lokomotiv, det ene jernbanetog ved det andet, efter det andet, susende, brusende, og det på alle tider; ved aften og midnat, ved morgen og hele den lyse dag kom togene, og ud og ind af hvert tog stimlede det fra alle verdens lande med mennesker; et nyt ”verdensunder” havde kaldt dem til Paris.
Hvordan åbenbarede dette under sig?
"En kunstens og industriens pragtblomst", sagde de, "er skudt frem på Marsmarkens planteløse sand; udstillingen er bygget som en kæmpestor solsikke, af hvis blade man kan lære om geografi, statistik, få en oldermands kundskab, løftes op i kunst og poesi, kende landenes størrelse og storhed." - "Udstillingen er en eventyrblomst", sagde andre, "en broget lotusplante, der ud over sandet breder sine grønne blade, som fløjlstæpper, skudt frem i det tidlige forår, Sommertiden skal se den i al dens pragt, efterårets storme vil vejre den hen, der bliver ej blad eller rod tilbage."
Udfor "Militær-skolen" i Paris strækker sig krigens arena i fredens tid, en mark uden græs og strå, et stykke sandsteppe, som skåret ud af Afrikas ørken, hvor Fata Morgana viser sine sælsomme luftslotte og hængende haver; på Marsmarken stod de nu prægtigere, mere vidunderlige, for de var blevet til virkelighed, ved snilde.
"Nutidens Aladdinsslot er rejst!" lød det, "– dag for dag, time for time udfolder det mere og mere sin rige herlighed. Med marmor og farver pranger de uendelige haller. Maskinerne, ”Mester Blodløs” rører her sine stål- og jernlemmer i de store ringsale. Kunstværker i metal, i sten, i vævning forkynder det åndens liv, der rører sig i verdens lande; billedsale, blomsterpragt, alt hvad ånd og hånd kan skabe i håndværkerens værksted er her stillet til skue; selv oldtidsminder fra gamle slotte og tørvemoser har givet møde.
Det overvældende store, brogede skue må gøres småt, trænges sammen til et legetøj, for at kunne gengives, opfattes og ses i helhed.
Marsmarken frembar som et stort julebord et industriens og kunstens Aladdinsslot, og rundt om dette var stillet nips fra alle lande: storheds nips; hver nation bragte en erindring om sit hjem.
Her stod Ægyptens kongeslot, her ørkenlandets herberg, dets karavanserai; beduinen på sin kamel, kommende fra sit solland, jog forbi; her bredte sig russiske stalde med ildfulde, prægtige heste fra stepperne; det lille stråtækkede danske bondehus stod med sit dannebrogsflag nær svenske Gustav Vasas prægtigt træudskårne hus fra Dalarne; amerkanske hytter, engelske cottager, franske pavilloner, kirker og teatre lå forunderligt strøede omkring, og mellem alt dette, det friske grønne græsanlæg, det klare, rindende vand, blomstrende buske, sjældne træer, glashuse, hvor man måtte tro sig i de tropiske skove; hele rosenhaver, som hentede fra Damascus, prangede under tag; hvilke farver, hvilken duft!
Drypstenshuler, kunstigt udformede, omsluttende både ferske og salte vande, frembød skuet af fiskenes rige; man stod nede på havsens bund mellem fisk og gopler.
Alt dette, sagde de, bærer og frembyder nu Marsmarken, og hen over dette store rigtdækkede festbord bevæger sig som travle myresværme den hele menneskevrimmel af udstillingsgæster, til fods eller trukket i små vogne, for alle ben udholder ikke en så trættende vandring.
Herud, fra den tidlige morgen til den sene aften, komme de. Dampskib ved dampskib, overfyldte af mennesker, glider ned ad Seinen, vognmængden er hele tiden i tiltagende, folkeskaren til fods og til hest er i tiltagende, sporvogne og hestvogne er proppede, stoppede og garnerede med mennesker, alle disse strømninger bevæger sig mod et mål: "Pariser-Verdensudstillingen!" Alle indgangene smykkes af Frankrigs flag, rundt om landenes basarbygninger vifter alle nationernes faner; det suser og summer fra maskinernes hal, klokkespil klinger i melodi ned fra tårnene, orgelet spiller derinde i kirkerne; hæse, snøvlende sange fra østerlændinges cafeer blander sig deri. Det er som et babelsk rige, et babelsk tungemål, et verdens-under."
Netop sådan var det, og sådan lød efterretninger derom, og hvem hørte det ikke? Dryaden vidste alt, hvad her er sagt om "det nye under" i byernes by.
"Flyv, I fugle! Flyv hen at se, kom igen og fortæl!" var Dryaden bøn.
Længslen svulmede til ønske, blev livstanke – og da: i den stille, tavse nat, fuldmånen skinnede, da fløj en gnist ud fra dens skive, dette så Dryaden, en gnist, der faldt, lyste som et stjerneskud; og foran træet, hvis grene bævede som ved et stormkast, stod nu en mægtig, lysende skikkelse; den talte i toner så bløde og stærke som dommerdags-basunen, der kysser til liv og kalder til dom:
"Du skal komme derind i fortryllelsens by, du skal fæste rod derinde, fornemme de susende strømninger, luften og solskinnet der. Men din levetid vil da forkortes, den række af år, som ventede dig herude i den frie natur, tæres sammen derinde til en ringe sum af år. Stakkels Dryade, det bliver dit fordærv! Din længsel vil vokse, din higen, dit forlangende vil blive stærkere! Træet selv vil være dig et fængsel, du vil forlade dit hylster, forlade din natur, flyve ud og blande dig mellem menneskene, og da er dine år svundne ind til døgnfluens halve levetid, én eneste nat kun; dit liv pustes da ud, træets blade visner og vejrer hen, kommer aldrig igen."
Sådan klang det, sådan sang det, og lysningen svandt, men ikke Dryadens længsel og lyst; hun bævede i forventning, i vild fornemmelses feber.
"Jeg kommer derhen til byernes by!" jublede hun. "Livet begynder, svulmer som skyen, ingen véd hvor den farer hen."
I daggryet, da månen blev bleg og skyerne røde, slog opfyldelsens time, løftets ord blev indløst.
Der kom folk med spader og stænger; de gravede rundt om træets rod, dybt ned, ind under det; der kørte frem en vogn, trukket af heste, træet med rødder og den jordklump, de holdt om, blev løftet op, omsvøbt med sivmåtter, en hel varm fodpose, og så blev træet sat på vognen, bundet fast, det skulle på rejse, til Paris, gro og blive der i Frankrigs storheds stad, byernes by.
Kastanjetræets grene og blade bævede i bevægelsens første øjeblik, Dryaden bævede i forventningens vellyst.
"Afsted! Afsted!" klang i hvert pulsslag. "Afsted! Afsted!" klang det i bævende, hensvævende ord. Dryaden glemte at sige farvel til sin hjemstavns egn, til de svajende græsstrå og de uskyldige gåseurter, der havde set op til hende som til en stor dame i Vorherres urtegård, en ung prinsesse, der legede hyrdinde herude i det fri.
Kastanietræet var på vognen, det nikkede med sine grene, ”levvel”, ”farvel” eller "afsted", Dryaden vidste det ikke, hun tænkte på, hun drømte om det vidunderlige nye, og dog så kendte, der skulle rulle op. Intet barnehjerte i uskyldig glæde, intet sanselighedens blod har mere tankeopfyldt end Dryaden begyndt rejsen til Paris.
”Lev vel!” blev til ”Afsted! Afsted!”
Vognhjulene drejede, det fjerne blev nært, og lagt bagved; egnen vekslede som skyerne veksler; nye vinmarker, skove, landsbyer, villaer og haver skød op, kom frem, rullede ud. Kastanietræet bevægede sig fremad, Dryaden fremad med det. Lokomotiv ved lokomotiv bruste tæt forbi hinanden, krydsede hinanden; Lokomotiverne opsendte skyer, der formede skikkelser, som fortalte om Paris, hvor de kom fra og hvor Dryaden nu skulle hen.
Alt rundt om vidste og måtte jo forstå, hvorhen hendes vej gik; hun syntes, at hvert træ, hun kom forbi, strakte sine grene ud mod hende og bad: "Tag mig med! Tag mig med!" I hvert træ var jo også en længselsfyldt Dryade.
Hvilken afveksling! Hvilken flugt! Det var som husene skød op af jorden, flere og flere, tættere og tættere. Skorstenene løftede sig som blomster-potter, stillede ovenpå hinanden og side om side hen ad tagene; store indskrifter med alenlange bogstaver, malede skikkelser op ad væggene fra grundmuren til gesimsen skinnede frem.
"Hvor begynder Paris, og hvornår er jeg derinde?" spurgte Dryaden sig selv. Menneskevrimlen voksede, tummel og travlhed tog til, vogn fulgte vogn, gående fulgte ridende, og rundt om butik ved butik, musik, sang, skrig, tale.
Dryaden i sit træ var midt inde i Paris.
Den store, tunge vogn holdt stille på en lille plads beplantet med træer, omgivet af høje huse, hvor hvert vindue havde sin balkon; folk så deroppe fra ned på det unge, friske kastanjetræ, som kom tilkørende og nu skulle plantes her i stedet for det udgående, oprykkede træ, der lå hen over jorden. Folk stod stille på pladsen og så med smil og fornøjelse på det forårsgrønne træ; de ældre træer, endnu kun i knop, hilste med susende grene "Velkommen! Velkommen!" og springvandet, der kastede sine stråler i vejret og lod dem plaske i den brede kumme, lod vinden bære dråber over på det nyankomne træ, som ville det byde det en velkomstdrik.
Dryaden fornam, at dens træ løftedes fra vognen og at det blev stillet på dets fremtids plads. Træets rødder skjultes i jorden, frisk grønsvær blev lagt ovenover; blomstrende buske og urtepotter med blomster blev plantet, ligesom træet; her dannedes en hel haveplet, midt på pladsen. Det udgåede, oprykkede træ, dræbt herinde af gasluft, madluft og hele den plantekvælende byluft, blev lagt på vognen og kørt bort. Folkestimlen så på, børn og gamle sad på bænken i det grønne og så op imellem træets blade. Og vi, som fortæller derom, stod på altanen, så ned i det unge forår ude fra den friske landluft, og sagde som den gamle præst ville have sagt: "Stakkels Dryade!"
Lyksalig er jeg, lyksalig," sagde Dryaden, "og dog, jeg kan ikke ret begribe det, ikke udtrykke, hvad jeg fornemmer; alt er som jeg tænkte det – og dog ikke som jeg tænkte det!
Husene stod så høje, så nær på; solen skinnede kun lige ind på en væg, og den var beklistret med opslag og plakater, hvor folk stod stille og skabte trængsel. Vogne jog forbi, lette og tunge; Heste-omnibusser tog fart, disse overfyldte, kørende huse og andre ridende jog afsted, arbejds- og lystvogne forlangte samme ret. Ville også snart, tænkte Dryaden, de højtgroede huse, der stod så nær, flytte sig, forandre skikkelse som himlens skyer, glide til side, så hun kunne se ind i Paris, ud over den. Notre Dame-kirken måtte vise sig, Vendome-søjlen og ”Underværket”, udstillingen, som havde kaldt og kaldte de mange fremmede til byen.
Husene rørte sig ikke ud af stedet.
Det var dag endnu da lygterne tændtes, gasstrålerne lyste ud fra butikerne, lyste op imellem træets grene; det var som et sommersolskin. Stjernerne oven over kom frem, de samme stjerner, Dryaden havde set i sin hjemstavn; hun syntes at fornemme en luftning derfra, så ren og mild. Hun følte sig løftet, styrket, fornam en se-kraft helt ud igennem hvert af træets blade, en fornemmelse i røddernes yderste spidse. Hun følte sig i den levende menneske-verden, set på af milde øjne; rundt om var tummel og toner, farver og lys.
Fra sidegaden klang blæsende instrumenter og lirekassers dansevækkende melodier: Ja, til dans, til dans, til glæde og livsnyden! lød det.
Det var en musik, så mennesker, heste, vogne, træer og huse måtte danse derved, om de kunne danse. Der løftede sig en beruselses glæde i Dryadens bryst.
"Hvor livsaligt og dejligt!" jublede hun. "Jeg er i Paris!"
Den dag som kom, den nat som fulgte, og atter det næste døgn frembød samme skue, samme færdsel, samme liv, vekslende og dog altid det samme.
"Nu kender jeg hvert træ, hver blomst herinde på pladsen! Jeg kender hvert hus, balkon og butik her hvor jeg er stillet i den lille indsnævrede krog, der skjuler for mig den mægtige store stad. Hvor er triumfbuerne, boulevarderne og ”Verdens-Underværket”? Intet af alt dette ser jeg? Indespæret som i et bur står jeg mellem de høje huse, som jeg nu kan udenad med deres indskrifter, plakater, skilte, alt det oversmørelses mundgodt som ikke smager mig mere. Hvor er dog alt det, jeg hørte om, ved om, længtes efter og hvorfor jeg ville hertil? Hvad har jeg grebet, vundet, fundet? Jeg længes som før, jeg fornemmer et liv, som jeg må gribe og leve i! Jeg må ud i de levendes rækker, tumle mig der, flyve som fuglene, se og fornemme, blive helt menneske, gribe et halvt livsdøgn fremfor års leven i hverdags træthed og kedsommelighed, hvor jeg sygner, synker, falder som engens tåge og forsvinder. Skinne vil jeg som skyen, skinne i livsens sol, se ud over det hele som skyen, fare hen som den, ingen ved hvorhen!"
Det var Dryadens suk, det løftede sig i bøn:
"Tag mine leveår, giv mig halvdelen af døgnfluens liv! Løs mig af mit fængsel, giv mig menneskeliv og menneskelykke en kort stund, kun denne eneste nat om det så må være, og straf mig så kun for mit dristige livsmod, min livslængsel! Udslet mig, lad mit hylster, det friske unge træ da visne, fældes, blive aske, vejre hen i vinden!"
Det susede i træets grene, der kom en kildrende fornemmelse, en skælven i hvert blad, som rislede en ild igennem det eller ud derfra, der gik et stormkast gennem træets krone, og midt i denne løftede sig en kvindeskikkelse, Dryaden selv. I samme nu sad hun under de gasbestrålede, bladfulde grene, ung og dejlig, som stakkels Mari, til hvem der blev sagt: "den store stad bliver dit fordærv!"
Dryaden sad ved træets fod, ved sin husdør, den hun havde lukket og bortkastet nøglen til. Så ung, så dejlig! Stjernerne så hende, stjernerne blinkede, gaslamperne så hende, strålede, vinkede! Hvor var hun slank og dog så fast, et barn og dog fuldvoksen ung kvinde. Hendes tøj var silkefint og grønt som de udfoldede friske blade i træets krone; i hendes nøddebrune hår hang en halvudsprungen kastanjeblomst; forårets gudinde lignede hun.
Kun et kort minut sad hun ubevægelig stille, så sprang hun op, og med en flugt som gazellens for hun fra stedet, var om hjørnet; hun løb, hun sprang, som blinket fra et spejl, der bæres i solskinnet, blinket der ved hver bevægelse kastes snart her, snart der; og havde man set nøje efter og kunnet se hvad der var at se, hvor vidunderligt: på hvert sted hvor hun dvælede et øjeblik, forvandledes hendes dragt, hendes skikkelse, efter det steds særegenhed, efter det hus, hvis lampe belyste hende.
Hun nåede boulevarden; her strømmede et lyshav fra gasflammer i lanterner, butikker og cafeer. Her stod træer i rækkevis, unge og slanke, hver gemte sin Dryade for strålerne af det kunstige sollys. Hele det uendeligt lange fortov var som en eneste stor selskabssal; her stod dækkede borde med alle slags forfriskninger, fra Champagne, Chartreuse-likør, ned til kaffe og øl. Her var udstilling af blomster, af billeder, statuer, bøger og brogede stoffer.
Fra denne sammenstimlen under de høje huse så hun ud over den skrækindjagende strøm midt udenfor træernes række; der bølgede en flod af rullende vogne: Cabrioleter, Kareter, Omnibusser, Droscher, ridende herrer og opmarcherende militære regimenter. Det gjaldt liv og lemmer at krydse over til den modsatte bred. Nu lyste blålys og fyrværkeri, nu var gaslyset det rådende, pludselig steg en raket til vejrs, hvorfra, hvorhen?
Sandelig, det var verdensbyens store landevej!
Hér klang italienske bløde melodier, dér spanske sange, ledsagede af kastagnetternes slag, men stærkest, overbrusende det hele, lød de mange, minutlange spilledåse-melodier, og den kildrende cancan-musik, som antikkens Orpheus ikke kendte og som aldrig var hørt af hans skønne Helene, selv trillebøren måtte danse på sit ene hjul, om den magtede at danse. Dryaden dansede, svævede, fløj, vekslende i farver som kolibrien i sollys, hvert hus og dets verden derinde gav reflekser.
Som den strålende lotusblomst, revet løs fra sin rod, føres af strømmen og på dens hvirvler, drev hun afsted, og hvor hun standsede, var hun atter en ny skikkelse, derfor magtede ingen at følge, genkende og beskue hende.
Som skybilleder fløj alt hende forbi, ansigt ved ansigt, men ikke et eneste kendte hun, ikke så hun en eneste skikkelse fra sin hjemstavn. Der lyste i hendes tanke to strålende øjne: hun tænkte på Mari, stakkels Mari! Det pjaltede, glade barn med den røde blomst i det sorte hår. Hun var jo her i Verdensbyen, rig, strålende, som da hun kørte forbi præstens hus, Dryadens træ og den gamle eg.
Her var hun nok, et sted i den døvende larm, måske netop steget ud af den tøvende pragtfulde karet; prægtige vogne holdt her med kuske i pyntede uniformer og silkestrømpede tjenere. Herskabet, som steg ud, var alle kvinder, rigt klædte damer. De gik gennem de åbne gitterporte op ad den høje, brede trappe, der førte til en bygning med marmorhvide søjler. Var dette måske "Verdens-underværket"? Dér var vist Mari!
"Sancta Maria!" sang de derinde, og røgelseduft bølgede frem under de høje, malede og forgyldte buer, hvor halvmørke hvilede.
Det var Magdalene-kirken.
Sortklædte, i de kostbareste stoffer, syede efter sidste og højeste mode, skred her hen over det blanke gulv den fornemme kvindelige verden. Deres adelsvåbenskjold stod gengivet i sølvspænderne på den fløjls-indbundne bønnebog og på det stærkt parfumerede fine lommertørklæde med de kostbare ´Brüssel-kniplinger´. Nogle af kvinderne knælede i stille bøn foran altrene, andre søgte skriftstolene.
Dryaden følte en uro og en angst, som var hun trådt ind et sted, hun ikke havde lov at betræde. Her var tavshedens hjem, hemmelighedernes storhal; alt blev hvisket og lydløst betroet.
Dryaden så sig selv formummet i silke og slør, lignende i skikkelse de andre rigdoms- og højbyrds-kvinder; mon hver af dem var et længslens barn som hun?
Der lød et suk, så smerteligt dybt; kom det fra skriftestolens krog eller fra Dryadens bryst? Hun trak sløret tættere om sig, hun åndede kirkerøgelse og ikke den friske luft. Her var ikke stedet for hendes længsel.
Afsted! Afsted, i flugt uden hvile! Døgnfluen har ikke hvile, dens flyven er liv.
Hun var igen derude under de strålende gaslygters kandelabre og ved pragtfulde springvand. "Alle vandstrømmene magter dog ikke af afskylle det uskyldige blod, som her er udgydt."
De ord blev sagt.
Her stod fremmede folk, de talte højt og levende, som ingen vovede det i hemmelighedernes store højsal, hvorfra Dryaden kom.
En stor stenplade blev drejet, løftet; hun forstod det ikke; hun så den åbne nedgang til jorddybet; der steg de ned fra den stjerneklare luft, fra de solstrålende gasflammer, fra alt det levende liv.
"Jeg har angst for det!" sagde en af kvinderne, der stod her. "Jeg tør ikke stige ned, bryder mig heller ikke om at se den herlighed dernede! Bliv hos mig!"
"Og rejse hjem," sagde manden, "altså tage fra Paris uden at have set det mærkeligste, det egenlige nutidens underværk, blevet til ved én eneste mands kløgt og vilje?"
"Jeg går ikke derned!" var svaret.
"Nutidens underværk," blev der sagt. Dryaden hørte det, forstod det; målet for hendes største længsel var nået, og her var indgangen, ned i dybet, under Paris; det havde hun ikke tænkt sig, men nu hørte hun det, så de fremmede stige ned, og hun fulgte med.
Trappen var af støbt jern, skrueformet, bred og bekvem. En lampe lyste dernede og dybere atter en.
De stod i en labyrint af uendelig lange krydsende haller og buegange: alle Paris´ gader og stræder var her at se, som i et mat spejlbillede, gadenavnene deroppe stod at læse hernede, hvert hus ovenover havde her sit nummer, sin rod, der skød ned under disse folketomme, stenbelagte fortove, som klemte sig om en bred kanal med fremad væltende dynd og kloakvand. Højere oppe førtes hen ad buer det friske, rindende vand, og øverst hang, som et net, både gasrør og telegraftråde. Lamper lyste på afstand, som genskins-billeder fra verdensbyen oven over. Af og til hørtes en buldrende rumlen deroppe, det var tunge vogne, som kørte over nedgangs-broerne.
Hvor var Dryaden?
Du har nok hørt om katakomberne; de er kun forsvindende strøg i denne nye underjordiske verden, nutids-underet: Kloakkerne under Paris. Her stod Dryaden og ikke ude ved Verdens-udstillingen på Marsmarken.
Udråb af forundring, beundring og erkendelse hørte hun.
"Hernede fra Kloakkerne," blev der sagt, "gror nu både sundhed og leveår op til tusinder og tusinder deroppe! Vor tid er fremskridtets tid med al dens velsignelse."
Det var menneskers mening, menneskers tale, men ikke de skabningers, som byggede, boede og var født hernede, rotterne; de peb fra revnen i et stykke gammelt mur, så lydeligt, tydeligt og forståeligt for Dryaden.
En stor gammel han-rotte, med afbidt hale, peb gennemtrængelig sin fornemmelse, beklemmelse og eneste rigtige mening, og familien gav den medhold i hvert et ord.
"Mig kvalmer alt dette mjau, det menneske-mjav, den uvidenhedens tale! Jo, nu er her dejligt, med gas og petroleum! Jeg æder dog ikke den slags. Her er blevet så fint og så lyst, at man sidder og skammer sig over sig selv og ved ikke hvorfor man skammer sig. Gid at vi levede i tællelysenes tid! Den tid ligger da ikke så langt tilbage! Det var en romantisk tid, som man kalder det."
"Hvad er det du fortæller!" spurgte Dryaden. "Jeg så dig ikke før. Hvad taler du om?"
"De dejlige gamle dage!" sagde Rotten, "Oldefar- og oldemor-rotternes yndefulde tid! I den var det en stor sag at komme herned. Det var en rotterede anderledes end heleParis! ”Pest-mor” boede hernede; hun dræbte mennesker, men aldrig rotter. Røvere og smuglere trak frit deres vejr hernede. Her var tilflugtssted for de interessanteste personligheder, som nu kun ses på melodrama-teatrene oven over. Romantikkens tid er forbi også i vor rotterede; vi har fået frisk luft hernede – og petroleum."
Således peb rotten, peb ad den nye tid, til ære for den gamle med pest-mor.
Der holdt en vogn, et slags åben omnibus, med små raske heste for; selskabet satte sig op, for afsted ad Boulevard Sebastopol – altså den under jorden! – og lige ovenover strakte den samme, menneskefyldte boulevard sig oppe i Paris.
Vognen forsvandt i halvmørket, Dryaden forsvandt, løftet op i gasflammernes lysning i det friske frie ovenover; der, og ikke nede i de krydsende hvælvinger og deres dæmpede luft, kunne underet findes, Verdens-underet, det, hun søgte i sin korte levenat; det måtte stråle stærkere end alle gasflammerne heroppe, stærkere end månen, som nu gled frem.
Ja, helt sikkert! Og hun så det hist derhenne, det strålede foran hende, det blinkede, vinkede, som Venusstjernen på himlen.
Hun så en stråleport, åben ind til en lille have, fyldt med lys og dansemelodier. Gasblus skinnede der som stier om små stille søer og damme, hvor vandplanter, kunstigt gjorte, udklippede af blikplader, bøjede og malede, strålede i al den lysning og kastede vandstrålen alenhøjt ud af deres bæger. Skønne grædepile, virkelige forårets grædepile sænkede deres friske grene som et grønt gennemsigtigt og dog skulende slør. Her mellem buskene brændte et bål, dets røde skin lyste hen over små halvdunkle, tavse løvhytter, gennembrusede af toner, en musik, kildrende i øret, dårende, lokkende, jagende blodet gennem menneskenes lemmer.
Unge kvinder så hun, smukke, festklædte, med troskyldighedens smil, ungdommens lette, leende sind, en "Mari", med rose i håret, men uden vogn og jockey. Hvor bølgede de dog omkring, hvor svang de sig i vilde danse – hvad var op, hvad var ned? Som bidt af den bedøvende Tarantel sprang de, lo de, smilede de, lyksaligt glade til at omfavne hele verden.
Dryaden følte sig revet med i dansen, og om hendes lille, fine fod sluttede sig silkestøvlen, kastaniebrun som båndet, der fra hendes hår flagrede ned over den ubedækkede skulder. Den silkegrønne kjole bølgede i store folder, men skjulte ikke det smukt formede ben med den nydelige fod, der syntes at ville skrive trylle-cirkler i luften foran den dansende ungersvends hoved.
Var hun i troldkvinden Armidas tryllehave? Hvad kaldtes stedet?
Navnet lyste udenfor i gasflammer:
"Mabile".
Toner og håndklap, raketter og rislende vande knaldede sammen med Champagnen herinde, Dansen var bacchantisk vild, og over det hele sejlede månen, lidt skæv i ansigtet vel. Himlen var uden skyer, klar og ren, man troede at se ind i himlen fra ”Mabile”.
En fortærende kildrende livslyst gennembævede Dryaden, det var som en opiums-rus.
Hendes øjne talte, læberne talte, men ordene hørtes ikke for klangen af fløjter og violiner. Hendes dansepartner hviskede hende ord i øret, de bølgede i takt med Cancan-dansen; hun forstod dem ikke, vi forstod dem ikke. Han strakte sine arme ud mod hende, om hende, og omslyngede kun den gennemsigtige, gasfyldte luft.
Dryaden blev båret af luftstrømmen, som vinden bærer et rosenblad. I højden foran sig så hun en flamme, et blinkende blus, højt på et tårn. Fyret skinnede fra hendes længslers mål, skinnede fra det røde fyrtårn på Marsmarkens "Fata Morgana", derhen blev hun båret af forårs-vinden. Hun omkredsede tårnet; arbejderne troede, det var en sommerfugl de så dale ned, for at dø i sin altfor tidlige ankomst.
Månen lyste, gasblus og lanterner lyste i de store haller og i de omstrøede "Alverdens Bygninger", lyste hen over de grønsværs-højder og de ved menneskekløgt lavede klippestykker, hvor vandfald styrtede ved maskiners kraft, ved "Mester Blodløs". Havdybets huler og ferskvandets dybder, fiskenes rige åbnede sig her, man var på bunden i det dybe kær, man var nede i havet, som i en dykkerklokke af glas. Vandet trykkede mod de tykke glasvægge uden om og oven over. Goplerne og blæksprutterne, meterlange, smidige, ålebugtende, bævende, levende tarme, arme, greb fat, løftede sig, groede fast til havbunden
En stor flynder lå betænksom nærved, bredte sig forresten – magelig, behagelig. Krabben kravlede som en uhyre edderkop hen over den, mens rejerne svang sig med en flugt, en hast, som var de havets møl og sommerfugle.
I det ferske vand voksede åkander, siv og såkaldte brudelys. Guldfiskene havde stillet sig i geled som røde køer på marken, alle med hovederne i samme retning for at få strømmen ind i gabet. Tykke, fede suder gloede med dumme øjne mod glasvæggene; de vidste, at de var på Paris-udstillingen; de vidste, at de i tønder, fyldte med vand, havde gjort den temmelig besværlige rejse herhen, var på jernbanen blevet landsyge, ligesom menneskene bliver søsyge på havet. De var kommet for at se udstillingen, og så den fra deres egen ferskvands- eller saltvands-loge, så på menneskevrimlen, der bevægede sig forbi fra morgen til aften. Alle verdens lande havde sendt og udstillet deres mennesker, for at de gamle suder og brasener, de vævre aborrer og mosgroede karper skulle se disse skabninger og give deres menings-betænkning over den slags.
"Det er et skæl-dyr!" sagde en mudret lille skalle. "De skifter skæl to, tre gange om dagen, og give mundlyde, talekaldes det. Vi skifter ikke, og gør os forståelige på en lettere måde: bevægelse i mundvigerne og gloen med øjnene! Vi er meget forud for menneskene!"
"Svømme har de dog lært," sagde en lille ferskvandsfisk. "Jeg er fra den store indsø; der gå i den hede tid menneskene i vandet, men først lægge de skællene, så svømmer de. Frøerne har lært dem det, bagbens-stød og forbens-roning, men de holde det ikke ud længe. De vil ligner os, men det nås ikke! Stakkels mennesker!"
Og fiskene gloede; de troede, at hele menneskevrimlen, de havde set i det stærke dagslys, om aftenen bevægede sig rundt her endnu; ja, de var forvissede om at se endnu de samme skikkelser, af hvem de så at sige først var blevet slået på opfattelses-nerverne.
En lille aborre, med smukt tigermønstret skind og misundelsesværdig rundryg, forsikrede, at "menneske-mudderet" var der endnu, han så det.
"Jeg ser det også, ser det så tydeligt!" sagde en gulsot-gylden suder. "Jeg ser tydeligt den smukke velskabte menneskeskikkelse, "højbenet frue", eller hvad det nu var de kaldte hende, hun havde vor mundvig og glo-øjne, to balloner bagpå og nedslået paraply fortil, stort andemads-påhæng, dingel og dangel. Hun skulle aflægge sig det hele af, gå som vi, som Skaberen har skabt os, og hun ville se ud som en hæderlig suder, såvidt menneskene nu kunne det."
"Hvor blev han af, ham i snøren, han-mennesket, som de trak?"
"Han kørte i en stolevogn, sad med papir, blæk og pen, skrev alting op, skrev alting ned. Hvad betød han mon? De kaldte ham Skribent!"
"Han kører der endnu!" sagde en mosgroet jomfruelig karusse med så mange verdens prøvelser i kværken, så hun var blevet hæs af det; hun havde engang slugt en fiskekrog og svømmede endnu tålmodig om med den i halsen.
"Skribent," sagde hun, "det er fiskeligt – altså forståeligt talt – et slags blæksprutte mellem menneskene."
Så talte fiskene på deres måde. Men midt i den kunstfuldt rejste, vandbærende grotte lød hammerslag og sang af arbejdsfolkene, de måtte tage natten med for at alt snart kunne være fuldført. De sang i Dryadens sommernats-drøm, selv stod hun herinde for igen at flyve og forsvinde.
"Det er guldfiskene!" sagde hun og nikkede til dem. "Så fik jeg jer dog at se! ja, jeg kender jer! Jeg har kendt jer længe! Svalen har fortalt mig om jer i vor hjemstavns egn, hvor er I smukke, skinnende, yndige! Jeg kunne kysse jer hver og en! Jeg kender også de andre! Det er vist den fede karusse, den der er den lækre brasen og her de gamle mosgroede karper! Jeg kender jer! I kender ikke mig."
Fiskene gloede, forstod ikke et eneste ord, de så bare ud i det dæmrende lys.
Dryaden var der ikke mere, hun stod i det fri, hvor Verdensunder-”blomsten" spredte sin duft fra de forskellige lande, fra rugbrøds-landet Danmark, klipfisk-kysten i Norge, det duftende rødlæders Rusland, Eau de Colognens flodbred ved Köln og rosenoliens østerland i Persien.
Når efter en balnat vi halvt vågne kører hjem, klinger endnu tydeligt gennem vort øre melodierne, vi hørte; vi kunne synge dem hver og en. Og som i den dræbtes øje det sidste blik af hvad øjet så, endnu fotografisk forbliver der en tid, sådan var i natten her dagslivets tummel og skin endnu ikke helt hensuset, ikke helt slukket; Dryaden fornam det, og vidste: således bruser det fortsat videre, også den dag i morgen.
Dryaden stod mellem de duftende roser, troede at genkende dem fra sin hjemstavns egn. Roser fra slotsparken og fra præstens have. Også den røde granatblomst så hun her; en sådan havde Maribåret i sit kulsorte hår.
Minder fra barndoms-hjemmet ude på landet blinkede ind i hendes tanker; hele skuet rundt om inddrak hun med øjnenes bæger, mens feber-uro fyldte hende, førte hende gennem de vidunderlige sale.
Hun følte sig træt og denne træthed tog til. Hun havde en trang efter at udhvile sig på de bløde, udbredte, østerlandske hynder og tæpper herinde, eller hælde sig med grædepilen ned mod det klare vand og dukke sig deri.
Men døgnfluen har ikke hvile, døgnet var om minutter til ende.
Hendes tanker skælvede, hendes lemmer skælvede, hun segnede ned i græsset ved det rislende vand.
"Du springer fra jorden med varigt liv!" sagde hun. "Læsk min tunge, giv mig vederkvægelse!"
"Jeg er ikke det levende kildevæld!" svarede vandet. "Jeg springer blot ved en maskine, ved ”Mester Blodløs".
"Giv mig af din friskhed, du grønne græs," bad Dryaden. "Giv mig en af de duftende blomster!"
"Vi dør når vi rives løs!" svarede strå og blomster.
"Kys mig, du friske luftstrøm! Kun et eneste livs-kys!"
"Snart kysser solen skyerne røde," sagde vinden, "og da er du blandt de døde, faret hen, som al herligheden her farer hen før året er omme, og jeg kan igen lege med det lette, løse sand på pladsen her, blæse støv hen over jorden, støv i luften, støv! Alt kun støv!"
Dryaden følte en angst, som kvinden, der i badet har overskåret pulsåren og forbløder, men i sin forbløden stadig ønsker at leve. Hun løftede sig, kom nogle skridt frem og segnede igen ned foran en lille kirke. Porten stod åben, lys brændte på alteret, orgelet klang.
Hvilken musik! Sådanne toner havde Dryaden aldrig hørt, og dog syntes hun i dem at høre kendte stemmer. De kom fra hjertedybet af alle skabninger. Hun troede at fornemme det gamle egetræs susen, hun troede at høre den gamle præst tale om stordåd, om berømmelige navne, om hvad Guds skabning kunne magte at give i gave en kommende tid, måtte give den, for selv derved at vinde blivende liv.
Orgelets toner svulmede og klang, talte i sang:
"Din længsel og lyst rev dig op med rod fra din gudgivne plads. Det blev dit fordærv, stakkels Dryade!"
Orgeltoner, bløde, blide, klang som i gråd, døde hen som i gråd.
På himlen skinnede skyerne røde. Vinden susede og sang: "Farer hen, I døde, nu står solen op!"
Den første stråle faldt på Dryaden. Hendes skikkelse skinnede vekslende i farver, som sæbeboblen, idet den brister, forsvinder og bliver en dråbe, en tåre, der falder til jorden og forsvinder.
Stakkels Dryade! En dugdråbe, kun en tåre, rundet, forsvundet!
Solen skinnede over Marsmarkens "Fata-Morgana", skinnede over det store Paris, over den lille plads med træer og det plaskende springvand, mellem de høje huse, hvor kastanjetræet stod, men nu med bøjede grene, visne blade, træet, som endnu igår løftede sig så livsfriskt som foråret selv. Det var gået ud, sagde man, Dryaden var gået ud, faret hen som skyen, ingen ved hvorhen.
Der lå på jorden en henvisnet, knækket kastanjeblomst, kirkens vievand magtede ikke at kalde den til live. Menneskefod trådte den snart i gruset.
Det er altsammen sket og oplevet.
Vi så det selv, under Verdens-udstillingen i Paris 1867, i vor tid, i eventyrets store vidunderlige tid.
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019)©