H.C. Andersen - Eventyr 091
En historie fra klitterne (1860)
Det er en historie fra de jyske, men den begynder ikke derovre, nej langt borte, sydpå, i Spanien; havet er en farbar vej mellem landene; tænk dig derhen, til Spanien! Der er varmt og der er dejligt; der vokser de ildrøde granatblomster mellem de mørke laurbærtræer; fra bjergene vifter en forfriskende vind ned over orangehaverne og de prægtige mauriske haller med de gyldne kupler og de farvede vægge; gennem gaderne drager børn i procession med lys og vajende faner, og over dem, så høj og klar, løfter himlen sig med funklende stjerner; sang og kastagnetter klinge, knøse og piger svinger sig i dans under de blomstrende akacietræer, mens tiggeren sidder på den udhuggede marmorsten og forfrisker sig med den saftige vandmelon, døser livet hen. Det er som en dejlig drøm det hele, og at give sig hen i den, – ja, det gjorde så ganske to unge, nygifte folk her, og dem var også givet alle jordens goder: sundhed, godt humør, rigdom og hæder.
”Vi er så lykkelige som nogen kunne være det!” sagde de i hjertets fulde overbevisning; dog et trin endnu højere i lykke kunne de løftes, og det ville være sket, når Gud skænkede dem et barn, en søn, der lignede dem på legeme og sjæl.
Det lykkelige barn ville blive hilst med jubel, finde den højeste omhu og kærlighed, al den
velvære, som rigdom og en indflydelsesrig slægt kan skabe. Som en fest gled dagene hen for dem.
”Livet er en kærligheds nådegave, næsten ufattelig stor!” sagde hustruen, ” - og at denne lyksaligheds fylde på jord skal i det andet liv herefter kunne vokse og det frem i en evighed! – ja, jeg rummer ikke denne tanke!”
”Og den tanke er visselig også et overmod af menneskene!” sagde manden. ”Det er i grunden en forfærdelig stolthed at tro man skal leve evigt – blive som Gud! Det var jo også slangens ord i Paradisets Have, og den slange var løgnens herre.”
”Du tvivler vel ikke om der er et liv efter dette?” spurgte den unge hustru, og det var som om der første gang gik en skygge gennem deres solbelyste tankerige.
”Troen lover det, præsterne siger det!” sagde den unge mand, ”men her i al min lykke føler og erkender jeg, at det er en stolthed, en overmods-tanke at forlange et andet liv efter dette liv, en fortsat lyksalighed, – er ikke allerede i denne tilværelse givet os så meget, at vi kunne og bør være tilfredse?”
”Ja, os blev der givet det!” sagde den unge kone, ”men hvormange tusinder blev ikke dette liv en tung prøvelse; hvor mange er ikke ligesom blevet kastet ind i verden til armod, skændsel, sygdom og ulykke; nej, var der ikke et liv efter dette, da var alt på denne jord for ulige fordelt; da var Gud ikke den retfærdige Gud!”
”Tiggeren dernede har glæder, der for ham ligeså store, som kongen har dem i sit rige slot!” sagde den unge mand, ”og tror du ikke, at arbejds-dyret, som prygles, sulter og slæber sig ihjel, har fornemmelse af sine tunge levedage? Det kunne så også forlange et andet liv, kalde det en uret, at det ikke blev stillet i en højere række af skabningen end et arbejdsdyr!”
”I Himmeriges rige er mange værelser, har Kristus sagt!” svarede den unge kone, ”Himmeriges rige er det uendelige, som Guds kærlighed er det! – også dyret er en skabning, og intet liv tror jeg vil fortabes, men vinde al den lyksalighed, det kan modtage og som er det nok!”
”Men for mig er nu denne verden nok!” sagde manden, og slyngede sine arme om sin dejlige, elskelige hustru, røg sin cigaretto på den åbne altan, hvor den svale luft var fyldt med duften af oranger og nelliker. Musik og kastagnetter klang nede fra gaden, stjernerne blinkede ovenfra, og to øjne fulde af kærlighed, hans hustrus øjne, så på ham med kærlighedens evige liv.
”Et sådant minut,” sagde han, ”er det vel værd at fødes for, fornemme og – forsvinde!” Han smilede, hustruen løftede hånden mildt bebrejdende – og skyen var igen borte, de var alt for lykkelige.
Og alt syntes at føje sig for dem til at skride frem i hæder, glæde og velvære, der kom en omveksling, men kun i sted, ikke i det at nyde og ret at vinde livets glæde og lyst: Den unge mand blev af sin konge sendt som gesandt til det kejserlige hof i Rusland, det var en hæderspost, hans fødsel og kundskaber gav ham ret dertil; stor formue havde han, hans unge kone havde bragt ham en ikke ringere sum penge, hun var datter af den rigeste, mest ansete købmand. Et af dennes største og bedste skibe skulle i dette år sejle netop tilStockholm, det skulle føre de kære børn, datter og svigersøn, til Sankt Petersborg, og der blev kongeligt indrettet ombord; bløde tæpper for fødderne, silke og herlighed rundt om.
Der er en gammel kæmpevise, som nok alle danske kender: den kaldes ”Kongens Søn af England” - også han sejler på så kostbart et skib, dets anker er indlagt med det røde guld og hvert tov med silkegarn, det skib måtte man tænke på ved at se skibet fra Spanien,her var samme pragt, samme afskedstanke:
”Gud lade os alle med glæde findes!”
Og vinden blæste hurtig ud fra den spanske kyst, afskeden blev kun kort; på få uger måtte de kunne nå målet for deres rejse; men da de var vel ude, lagde vinden sig, havet blev blankt og stille, vandet lyste, himlens stjerner lyste, det var som festaftener i den rige kahyt.
Til sidst ønskede man dog det ville lufte op, blæse en god medbør, men det blæste ikke, og løftede vinden sig, da var den altid modvind; sådan gik uger, ja hele to måneder, først da blev vinden heldig, den blæste sydvest, de var midt ude mellem Skotlandog Jylland, og vinden tog til, ligesom i den gamle vise om ”Kongens Søn af England”:
”Da blæste der vejr og mørken sky,
de vidste slet ikke hverken land eller ly,
Så kasted’ de ud deres anker huld,
Men børen blæser dem vesten ind for Danmark.”
Det er nu så lang tid siden. Kong Christian den Syvende sad dengang på den danske trone og var da en ung mand; meget er sket efter den tid, meget er omskiftet og forandret; søer og moser er blevet frodige enge, heder er blevet til dyrket land, og i læ af vestjydens hus vokser æbletræer og roser, men de må opsøges, for de kryber i læ for de skarpe vestenvinde. Man kan derovre lettere tænke sig tilbage i tiden, længere end til Christian den Syvendes regering i 1700-tallet; den brune hede i Jylland – dengang som nu – strækker sig milevidt med sine kæmpegrave, sine luftsyner, sine krydsende knoldede og sanddybe veje; vestpå, hvor store åløb falder ned i fjordene, breder sig eng og mose afgrænset af høje, klitter, der – som en alperække med savformede toppe – løfter sig mod havet. De afbrydes kun af høje lerskrænter, dem havet år for år bider kæmpe-mundfulde af, så at brinker og højder styrter ned som blev de rystet af et jordskælv. Sådan ser der ud den dag i dag, og sådan var der for de mange år tilbage, da de to lykkelige sejlede derude på det rige skib.
Det var sidst i september, det var søndag og solskinsvejr, kirkeklokkernes lyd nåde hinanden langs Nissum Fjord, kirkerne deroppe står som udhuggede kampesten, hver af dem er et stykke fjeld. Vesterhavet kunne rulle over dem og de ville alligevel stå; på de fleste mangler tårnet, klokkerne hænger da frit ude mellem to bjælker. Kirketjenesten var endt, menigheden kom fra Gudshuset ud på kirkegården, hvor der – dengang som nu – ikke fandtes eller findes træ eller busk, ikke en plantet blomst eller en krans lagt på graven; knoldede højder viser, hvor de døde er jordede, et skarpt græs, pisket af vinden, vokser over hele kirkegården; en enkelt grav har måske et monument, det vil sige en hensmuldret træplanke, tilhugget i ligkisteform; træstykket er hentet fra vestegnens skov: det vilde hav. Derude i havet vokser, for kystboen, de tilhuggede bjælker, planker og træer, som brændingen kører i land. Vinden og havgusen forvitrer snart det henlagte træstykke; en sådan stump lå her på en barnegrav, og hen til den gik en af konerne som kom fra kirken; hun stod stille, så på det halvopløste træstykke, lidt efter trådte hendes mand til. De talte ikke et ord, men han tog hende ved hånden og de gik fra graven ud på den brune hede, over moseland og hen imod klitterne; længe gik de tavse.
”Det var en god prædiken, idag!” sagde manden, ”havde man ikke Vorherre, så havde man ingenting!”
”Ja,” svarede konen, ”Vorherre glæder og han bedrøver! Det har han ret til! – I morgen havde vor lille dreng været fem år, hvis vi havde måttet beholde ham.
”Der kommer ikke noget ud af, at du sørger!” sagde manden. ”Han er sluppen godt fra det! Han er jo nu, hvor vi må bede om senere at komme hen!”
Og så talte de ikke mere og gik hen imod deres hus mellem klitterne; pludselig, fra en af disse, hvor marehalmen ikke holdt på andet, løftede sig ligesom en stærk røg, det var et vindstød, der borede sig ind i klitten og hvirvlede de fine sanddele i vejret; der kom endnu et vindkast, så alle de udspændte fisk, ophængt mellem snore, slog mod husets mur og alt var igen stille; solen brændte varmt.
Mand og kone gik ind i huset og var snart ude af deres søndagstøj; de skyndte sig så over klitterne, der stod som uhyre bølger af sand, der pludselig var blevet standset i deres bevægelse; klittag og marehalmens blågrønne skarpe strå gav lidt farveveksel mod det hvide sand. Et par naboer kom til, de hjalp hinanden med at få bådene højere op i sandet, vinden blev stærkere, den var bidende kold, og da de gik tilbage over klitterne, fygede sand og skarpe småsten dem i ansigtet; bølgerne løftede hvide toppe, og blæsten klippede den øverste kam af, så det sprøjtede efter. Det blev aften, der lød en svulmende susen i luften, hylende, klagende, som en hærskare af fortvivlende ånder; den overdøvede havets rullen, selvom fiskerhuset lå det så nær. Sandet fygede på ruderne og imellem kom et kast som
om huset skulle rystes i sin grund. Det var mørkt og ville månen mod midnat komme op.
Luften klaredes, men stormen for afsted i al sin vælde hen over det dybe, sortladne hav. Fiskerfolkene havde allerede for længe siden lagt sig til sengs, men det var ikke til at tænke på at lukke et øje i det Guds vejr; da bankede det på vinduet, døren åbnedes og der blev sagt:
”Der står et stort fartøj fast på den yderste revle!” – og i et spring var fiskerfolkene ude af sengen og i tøjet.
Månen var kommet frem, det lysnede nok til at se, hvis man havde kunnet holde øjnene åbne for sandflugt, det var en vind, så man kunne lægge sig mod den og kun med stort besvær, krybende mellem vindkastene, kom man over klitterne, og her fløj som svanedun i luften den salte fråde og skum op fra havet, der som et rullende kogende fald væltede mod kysten. Man måtte rigtignok have et øvet øje til straks at få øje på fartøjet derude; en prægtig to-master var det; den løftedes netop nu over revlen, tre-fire kabellængder – godt femhundrede meter - udenfor den sædvanlige strandlinje; den drev nu mod land, stødte på den anden revle og stod fast. Umuligt var det at bringe hjælp, søen var for voldsom, den slog mod fartøjet og hen over det. Man troede at høre nødskrigene, dødsangstens råb, man så blot den travle, hjælpeløse virksomhed ombord. Nu kom en sø, der, som et knusende fjeldstykke, faldt på bovsprydet foran og dette var borte, hvorefter agterenden løftede sig højt over vandet. To mennesker sprang med hinanden i søen, de forsvandt – i et nu – og en af de største bølger, der rullede op mod klitterne, kastede et legeme ind på stranden – en kvinde var det, et lig måtte de tro; et par af fiskerkonerne tumlede med hende og troede at bemærke liv, hun blev bragt over klitterne til fiskerhuset. Hvor var hun smuk og fin, vistnok en fornem dame.
De lagde hende i den fattige seng; der var ikke en linnedtrevl i den, kun et uldlagen at svøbe sig i, og det var godt varmt.
Til live kom hun, men i feber, hun vidste slet ikke hvad der var sket eller hvor hun var og det var jo også godt, for alt hvad der var hende kært, lå på havsens bund, det gik dem derude, som kæmpevisen har sunget om ”Kongens Søn af England”:
”Det var stor ynk at se derpå,
Det skib sloges alt i stykker små.”
Vragstumper og spåner skyllede i land, hun var den eneste levende af dem alle. Endnu hvirvlede vinden hylende hen over kysten, nogle øjeblik havde hun ro, men snart kom smerter og skrig, hun slog sine to dejlige øjne op, sagde nogle ord, men ingen her kunne forstå det.
Og da, for alt hvad hun havde lidt og stridt, holdt hun i sine arme et nyfødt barn; det skulle have hvilet på en pragtseng, med silkegardiner, i det rige hus! Det skulle med jubel have været modtaget til et liv rigt på alle jordens goder, og nu havde Vorherreladet det fødes i den fattige hytte! Ikke engang et kys fik det af sin mor.
Fiskerkonen lagde barnet op til dets mors bryst, og det lå ved et hjerte, som ikke længer slog, hun var død. Det barn, som rigdom og lykke skulle have opfostret, var kastet ind i verden, kastet af søen ind i klitterne, for at afprøve den fattiges lod og tunge dage.
Og altid tænker man her på den gamle sang:
”Den kongens søn han randt tåre på kind,
Christ bedre det, jeg kom for Bovbjerg ind!
Jeg er nu kommen så ilde at holde!
Men var jeg kommet i herr Bugges len,
Da havde mig røvet hverken ridder eller svend!”
Lidt syd for Nissum Fjord, på den strand Hr. Bugge engang i 1300-tallet havde kaldt sin, var skibet strandet; de hårde, umenneskelige tider, da vestkystens beboere øvede ondt mod den strandede, som man siger, var længst forbi; kærlighed og hjertelag, opofrelse for de skibbrudne fandtes der nu, som den i vor tid lyser frem i de ædleste træk; den døende mor og det elendige barn ville have mødt omhu og pleje, hvorhen ”vinden havde blæst”, men intetsteds inderligere end hos den fattige fiskerkone, som endnu igår stod med tungt hjerte ved graven, der gemte hendes eget barn, der i dag ville have fyldt sit femte år, om Gud havde forundt det at leve.
Ingen vidste, hvem den fremmede, døde kvinde var, eller hvorfra hun kom. Skibets stumper og spåner fortalte ikke derom.
I Spanien, i det rige hus, indtraf aldrig brev eller budskab om datteren eller svigersønnen; de var ikke ankommet til deres bestemmelsessted, stærke storme havde raset i de sidste uger; man ventede i måneder. – ”Total forlist. Alle omkomne!” kun det vidste de.
Men ved Husby-klitter, i fiskerens hus, havde de nu en lille purk.
Hvor Gud beskærer føden for to, finder den tredje vel også lidt til et måltid; og nær ved havet findes nok en fiskeret til en sulten mund. Jørgen blev den lille dreng kaldt. ”Han er vist et jødebarn!” sagde man, ”han ser så sort ud!” ”Han kan også være en italiener eller spanier!” sagde præsten. Alle de tre folkefærd syntes fiskerkonen kom ud på det samme og hun trøstede sig med, at barnet var kristent døbt. Drengen trivedes, det adelige blod indeholdt varme og han fik kræfter ved den fattige kost, voksede til i det ringe hus; det danske tungemål blev hans tungemål, som vestjyden taler det. Granatkernen fra Spaniens jord blev marehalmens plante på Jyllands vestkyst, dertil kan et menneske drive det! Til dette hjem klamrede han sig med sit livs årlange rødder. Sult og kulde, fattigmands trang og nød skulle han prøve, men også fattigmands glæde.
Barndomstiden har for enhver sine lyshøjder, der siden stråler gennem hele livet. Hvor fuldt op havde ikke han af lyst og leg; hele strandbredden, milevidt, lå fyldt med legetøj: en hel mosaik af rullesten, røde som koraller, gule som rav, og hvide, rundede som var det fugleæg; alle farver, og alle slebne og glattede af havet. Selv det udtørrede fiskeskelet, de i vinden tørrede vandplanter, tangen skinnende hvid, lang og smal som bændler, flagrende mellem stenene; alt var til leg og lyst for øjet og for tanken; og drengen var et opvakt barn, mange og store evner lå gemte i ham. Hvor kunne han huske de historier og viser han fik at høre, og fingernem var han! Af sten og skaller satte han hele fartøjer sammen og billeder, man kunne pynte stuen med; han kunne forunderligt snitte sine tanker ud i en pind, sagde hans plejemor, og drengen var dog stadig lille! Dejlig klang hans stemme, melodier gik ham straks over tungen. Der var mange strenge spændt ud i det bryst, de kunne have klinget ud i verden, var han bleven stillet andetsteds, end i fiskerhuset ved Vesterhavet.
En dag strandede her et skib, og der drev en kasse med sjældne blomsterløg i land; nogle tog man og puttede i gryden, man troede, at de var til at spise, andre lå og rådnede i sandet, de kom ikke på deres bestemmelsessted til at udfolde den farvepragt, den herlighed, der lå i dem – og ville det mon gå Jørgen bedre? Blomsterløgene var det snart forbi med, han havde mange år endnu at prøve.
Det faldt aldrig ham eller nogen af de andre derovre ind, hvor ensom og ensformigt dagen gik, for der var jo nok at gøre, at høre og se. Havet selv var en stor lærebog, hver dag frembød den et nyt blad i bogen: havblik, dønning, kuling og storm. Strandinger var glanspunkterne, og kirkegangen stod som et festbesøg, dog var et besøg hjemme i fiskerhuset særligt kærkommen, det gentoges to gange om året: besøget af morbroderen, ålebonden fra Fjaltring oppe nær Bovbjerg; han kom i en rødmalet vogn, fyldt med ål, vognen var lukket til som en kiste og bemalet med blå og hvide tulipaner; den blev trukken af to blakkede stude og Jørgen fik lov at køre dem.
Ålebonden var det gode hoved, den muntre gæst, en bimpel-dunk havde han med sig, fuld af brændevin, og enhver fik en lille snaps af den, eller en hel kaffekop fuld, hvis man manglede glas; selv Jørgen, så lille han end var, fik et fingerbøl fuldt, det var for at holde på den fede ål, sagde ålebonden og fortalte så altid den samme historie; og når man lo af den, fortalte han den straks om igen for de samme folk; det gøre alle snaksomme personer, og da Jørgeni hele sin opvækst og ind i sin manddoms år tog anvendelse og talemåde fra den historie, så må vi vel høre den:
”Ude i åen gik ålene og ålemor sagde til sine døtre, da de bad om at måtte gå alene et lille løb op ad åen: ”Gå nu ikke for langt! Let kommer den fæle ålestanger og tager jer allesammen!” – Men de gik forlangt og af otte døtre kom kun tre hjem igen til ålemor; og de jamrede: ”vi var bare gået lidt udenfor døren, så kom den fæle ålestanger og stak vore fem søstre ihjel!” – ”De kommer nok igen!” sagde ålemor. ”Nej!”sagde døtrene, ”for han flåede dem, skar dem i stykker og stegte dem.” – ”De kommer nok igen!” sagde ålemor. ”Ja, men han åd dem!” – ”De kommer nok igen!” sagde ålemor. ”Men så drak han brændevin ovenpå!” sagde døtrene. ”Av, av! Så kommer de aldrig igen!” hylede ålemor. ”Brændevin begraver ålen!”
”Og derfor skal man altid drikke sin brændevins-snaps til når man spiser ål!” sagde ålebonden.
Og denne historie blev en flittergulds-tråd, humørets røde tråd, iJørgensliv. Også han ville gerne udenfor døren, ”lidt op ad åen”, det vil sige med et fartøj ud i verden, og hans mor sagde ligesom ålemor, ”der er mange slemme mennesker, ålestangere!” Men lidt udenfor klitterne, bare lidt ind i heden, måtte han dog; og det skulle han komme. Fire fornøjelige dage, de lyseste i hele hans barndoms liv, oprullede snart; al Jyllands dejlighed, hjemmets glæde og solskin lå i disse; han skulle til gilde – begravelses-gilde var det rigtignok.
En velhavende slægtning af fiskerfamilien var død; gården lå inde i landet, ”Øster på, en streg mod Nord”, som det hed. Far og mor skulle derover og Jørgen med. Fra klitterne over hede og moseland kom de til den grønne eng, hvor Skærum Å skar sig vej, åen med de mange ål, hvor ålemor boede med sine døtre, dem, de slemme mennesker stangede og skar i stykker; dog havde menneskene tit ikke handlet bedre mod deres medmennesker; ogsåHr. RidderBugge, som nævnes i den gamle vise, blev myrdet af onde mennesker, og hvor god han selv end kaldes, ville han jo dog have dræbt bygmesteren, der rejste ham hans slot med tårn og tykke mure netop der, hvor Jørgen med sine plejeforældre nu stod, hvor Skærum Å løber ud i Nissum Fjord. Voldbakken var endnu at se, ligesom de røde murbrokker rundt om. Her havde RidderBugge, da bygmesteren var afrejst, sagt til sin svend, ”rid efter ham og sig: Mester, tårnet hælder! Vender han sig, så slår du ham ihjel og tager pengene, han fik af mig. Men vender han sig ikke, da lad ham drage afsted i fred.” Og svenden adlød, og bygmesteren svarede: ”Ikke hælder tårnet, men engang vil der komme vestfra en mand i en blå kappe, han vil få det til at hælde!” - og det skete hundred år derefter: da brød Vesterhavet ind og tårnet faldt, men gårdens ejer, Prebjørn Gyldenstjerne, byggede sig – højere oppe, hvor engen slipper – en ny gård, og den står endnu, og det er Nørre-Vosborg.
Der forbi skulle Jørgen også med sine plejeforældre, hvert sted herovre havde man fortalt ham om i de lange vinteraftener, nu så han gården med dens dobbelte grave, træer og buske, volden, overgroet med bregner, løftede sig derinde! Men dejligst var de høje lindetræer, de nåede lige op til tagryggen og fyldte luften med den sødeste duft. Mod nordvest, i hjørnet af haven, stod en stor busk med blomster som var det vintersne midt i det sommergrønne; det var en hyldebusk, den første, Jørgen havde set blomstre; den og lindetræerne blev gennem alle år et minde om Danmarks duft og dejlighed, som barnesjælen ”gemte for den gamle mand!”
Rejsen gik straks videre og nu mere bekvemt, for netop ud for Nørre-Vosborg, hvor hylden stod i blomster, kom han op at køre, de mødte andre gæster, der skulle til begravelsesfesten, og med disse kom de afsted til vogns, rigtignok måtte de alle tre sidde bag i, på en lille trækiste med jernbeslag, men det var dog bedre end at gå, mente de. Køreturen gik hen over den knoldede hede; studene, som trak vognen, standsede ind imellem, hvor der kom en frisk græsplet mellem lyngen, solen skinnede varmt, og underligt var det at se langt ude, en røg, der bølgede, og dog var den klarere end luften; man så igennem den, det var som lysstrålerne rullede og dansede hen over heden.
”Det er Loke-manden, som driver sin fåreflok,” sagde de og det var nok sagt for Jørgen, han syntes, at køre lige ind i eventyrenes land og det var dog lige ind i virkeligheden han kørte. Hvor var her stille!
Udstrakt og stor lå heden, men som et helt kostbart tæppe; lyngen stod i blomster, de cypresgrønne enebærbuske og friske egeskud kom som buketter frem i hedens lyng; her var så indbydende til at boltre sig, hvis ikke det var for de mange giftige hugorme! Om dem talte man og om de mange ulve her havde været, hvorfor også hele herredet kaldtes Ulvborg Herred. Den gamle, som kørte, fortalte fra sin fars tid, hvordan hestene herude tit havde stridt en hård strid med de nu udryddede vilde dyr, og at en morgenstund han kom herud, stod en af hestene og trådte på en ulv, den havde dræbt, men kødet havde ulven helt bidt af hestens ben.
Alt for hurtig gik vejen over den knoldede hede og gennem det dybe sand. De holdt ved sørgehuset, hvor der var fuldt op af fremmede, inde og ude; den ene vogn stod ved den anden, heste og okser gik på den magre græsning; store sandklitter, ligesom hjemme ved Vesterhavet, løftede sig bag gården, strakte sig vidt og bredt! Hvordan var de klitter kommet herop, omkring tyve kilometer ind i landet og lige så høje og mægtige som de ved stranden? Vinden havde løftet og flyttet dem, de havde også deres historie.
Salmer blev der sunget, grædt blev der også, af et par gamle; ellers var alt så fornøjeligt, syntes Jørgen, her var fuldt op af mad og drikke; de dejligste fede ål og på dem skal man drikke brændevins-snaps, ”den sætter ålen!” havde ålebonden sagt, og de ord kom rigtig nok her til sin ret.
Jørgen var inde og Jørgen var ude; på tredie dag følte han sig hjemme her som i fiskerhuset og på klitterne, hvor han havde levet alle sine tidligere dage. Her på heden var rigtignok anderledes rigt, her mylrede med lyngblomster og med revlingebuske og blåbær, de vældede frem så store og så søde, man kunne ordenligt mase dem ud med foden, så lyngen dryppede med den røde saft.
Her lå en kæmpegrav, og der lå en anden; røgstøtter løftede sig i den stille luft, det var hedebrand, sagde man, den lyste dejligt ud på aftenen.
Nu kom den fjerde dag og så var begravelses-gildet afsluttet – de skulle fra landklitterne til strandklitterne.
”Vore klitter er dog de rigtige klitter!” sagde far, ”disse har ingen magt!”
Og der blev igen talt om hvordan de klitter var kommet herhen, og det var altsammen meget forståeligt.
Ved stranden var der fundet et lig, bønderne havde lagt det i kirkegården, og da begyndte sandflugten, havet brød voldsomt ind, en klog mand i sognet rådede til at åbne graven og se efter, om ikke den jordede lå og sugede på sin tommelfinger, for da var det en havmand de havde begravet, og havet ville bryde op for at hente ham; graven blev åbnet, han lå og sugede på tommelfingeren, og så fik de ham straks sat på en kærre, to okser spændtes for, og som stukkede af bremser for de afsted med ham over hede og mose ud i havet, og da holdt sandflugten op, men klitterne står endnu. Alt det hørte og gemte Jørgen, fra de lykkeligste dage i sin barndomstid: dagene ved begravelses-gildet.
Dejlig var det at komme ud, se nye egne og nye mennesker, og han skulle komme mere ud. Han var endnu ikke fjorten år, et barn endnu; han stod til søs med fartøj, kom ud at kende hvad verden giver; prøvede ondt vejr, hård sø, ondt sind og hårde mennesker – han blev kahytdreng! Ringe kost, kolde nætter, tamp og næveslag vankede, og da var der noget i hans højadelige spanske blod, der kogte op, så vrede ord skummede ham om munden. Det var dog nok klogest at tage dem i sig igen, men det var for Jørgen samme fornemmelse som for ålen at flås, skæres og lægges på panden.
”Jeg kommer igen!” sagde det inden i ham. Den spanske kyst, hans forældres fædreland, byen selv hvor de havde levet i velstand og lykke fik han at se, men han vidste jo intet om sin hjemstavn og slægtskab, og familien vidste endnu mindre om ham.
Den sølle skibsdreng fik heller ikke lov at gå i land, – dog den sidste dag fartøjet lå her, kom han på landjorden; der skulle gøres indkøb, og han skulle slæbe det ombord.
Der stod Jørgen i usselt tøj, det så ud som de var vasket i grøften og tørret i skorstenen; første gang så han, klitboen, en stor by. Hvor var dog husene høje, gaderne snævre, myldrende med mennesker, nogle trængte sig her, nogle der, det var som en hel malstrøm af byfolk og bønder, munke og soldater; der var en skrålen, en skrigen, en klingen af klokker på både æsler og mulæsler, kirkeklokkerne ringede med! Der lød sang og klang, hamren og banken, for hver profession havde sit værksted i døren eller på fortovet, og så brændte solen så hedt, luften var tung, det var ligesom man var kommet ind i en bagerovn fuld af skarnbasser, oldenborrer, bier og fluer, det summede og det surrede; Jørgen vidste hverken hvor han gik eller stod. Da så han lige foran sig domkirkens mægtige portal, lysene strålede ud fra de halvdunkle hvælvinger, og der kom en duft af røgelse. Selv den fattigste tigger i pjalter vovede sig op ad trappen derind. Matrosen, som Jørgen fulgtes med, lagde vejen gennem kirken, og Jørgen stod i helligdommen. Brogede billeder strålede fra gylden grund. Gudsmoder Maria med Jesubarnet stod på altret mellem blomster og lys; præster i højtidsklæder sang, og smukke, pyntede kordrenge svingede sølv-røgelseskar; det var en herlighed, en pragt at se, det gennemstrømmede Jørgens sjæl, overvældede ham; hans forældres kirke og tro omsluttede ham og anslog en akkord i hans sjæl, så tårer stod ham i øjnene.
Fra kirken gik det til torvet, han fik en del køkken- og madvarer at slæbe på; vejen var ikke kort, træt blev han og så hvilede han udenfor et stort, prægtigt hus, der havde marmorpiller, statuer og brede trapper; han lænede sine varer op til muren der; da kom en uniformsklædt portner, løftede sin sølvbeslagne stok imod ham og jog ham bort, ham – husets barnebarn; men det vidste ingen der, han selv allermindst.
Og så kom han ombord igen, blev puffet og fik hårde ord, lidt søvn og meget arbejde – men så havde han prøvet det! Og det skal være så godt at udholde ondt i ungdommen, siger man, – ja, hvis alderdommen bliver god!
Hans hyretid var ude, fartøjet lå igen ved Ringkøbing Fjord, han kom i land og kom hjem til Husby-klitter, men hans plejemor var død mens han havde været på rejse.
Det blev en streng vinter som fulgte; snestorme for over hav og land, man kunne ikke ase sig frem. Hvor forskelligt var det hele dog ikke fordelt i denne verden! Sådan isnende kulde og fygende sne her, mens der i Spaniens land var brændende solhede, ja alt for stærk, og dog, når det en dag herhjemme var rigtigt frostklart og Jørgen så svanerne i store flokke flyve fra havet, over Nissum Fjord op mod Nørre-Vosborg, så syntes han, at her trak man dog vejret bedst og her var også en sommerens dejlighed! I tankerne så han da heden blomstre og myldre med modne, saftige bær; lindetræerne og hyldebusken vedNørre-Vosborgstod i blomster, derhen måtte han dog engang endnu.
Det lakkede mod foråret, fiskeriet begyndte, Jørgen hjalp, han var vokset i det sidste år; og han var rask til sin gerning; liv var der i ham, svømme kunne han, træde vande, vende og boltre sig derude, tit blev han advaret om at vogte sig for makrel-stimerne; de tager den bedste svømmer, trækker ham under vandet, æder ham og så er han væk, men dette blev nu ikke Jørgen slod.
Hos naboens i klitterne var en dreng, Morten, med ham kom Jørgen godt ud af det og de tog begge hyre på et fartøj til Norge, sejlede også til Holland, og der var aldrig noget udstående mellem de to, men det kan der kan jo let komme og er man lidt heftig af naturen, så gør man let for stærke gebærder, og det gjorde Jørgenengang, da de ombord kom op at kævles og skændes om ingenting: de sad bag kahytsluffet og spiste af et lerfad, som de havde mellem sig; Jørgen holdt sin foldekniv i hånden, løftede den mod Morten, men blev i det samme kridhvid og så fæl ud af øjnene. Og Morten sagde bare:
”Så du er af den slags, der vil bruge kniven!” –
Knap var det sagt, før Jørgens hånd igen var nede, han talte ikke et ord, spiste sin mad og gik tilbage til sin dont; da de kom fra arbejdet, gik han hen til Morten og sagde: ”Slå mig bare lige i ansigtet! Jeg har fortjent det! Jeg har ligesom en gryde inden i mig, der koger op!”
”Lad det nu være godt!” sagde Morten, og derpå var de næsten dobbelt så gode venner; ja, da de siden kom hjem i det jyske land ved klitterne og fortalte om hvad der sådan var passeret, blev også det nævnt: Jørgen kunne koge over, men han var en ærlig gryde alligevel! ”Jyde er han jo ikke! Jyde kan man ikke kalde ham!” og det var nu vittigt sagt af Morten.
Unge og sunde var de begge o, velvoksne og med stærke lemmer, men Jørgen var den smidigste.
Oppe i Norge drager bønderfolket til sæters og fører kvæget på græsning oppe i bjerghøjderne. På Jyllandsvestkyst har man inde i klitterne oprejst hytter, tømrede af vrag og belagt med hedetørv og lynglag. Sovesteder strækker sig stuen rundt, og her sover, bygger og bor i den tidlige forårstid fiskerfolket. Hver har sin ”Æsepige” som hun kaldes, og hendes arbejde er at sætte mading på krogen, modtage fiskerne ved land-stigningen med varmt øl og skaffe dem mad, når de trætte komme tilhuse. Æse-pigerne slæber fiskene fra båden, skære disse op og har meget at gøre.
Jørgen, hans far, et par andre fiskere og deres æsepiger havde hus sammen; Morten boede i huset næst ved.
Nu var der en af pigerne, Else, hende havde Jørgen kendt fra hun var lille, de to kom meget godt ud af det, de mødtes i sindelag i mange ting, men var helt modsatte at se på, han var brun i skindet og hun hvid, med hørgult hår og hendes øjne var så blå som havvandet i solskin.
En dag som de gik sammen og Jørgen holdt hende i hånden, inderligt og fast, sagde hun til ham: ”Jørgen, jeg har noget på mit hjerte! Lad mig være æsepige hos dig fremover, for du er mig som en broder, men Morten, som jeg er hyret af, han og jeg er kærester, – men det er nu ikke værd at snakke om til de andre!” Og det var forJørgen som om klitsandet rørte sig under ham, han sagde ikke et ord, men nikkede, og det betyder det samme som ja; mere behøvedes der ikke; men han følte lige med et i sit hjerte, at han ikke kunne udstå Morten – og, jo længere han tænkte derover, sådan havde han aldrig før tænkt på Else, des klarere blev det: at Morten havde stjålet fra ham det eneste, han holdt af og det var rigtignok Else, nu var det gået op for ham!
Hvis det er nogenlunde bevæget sø og fiskerne vender hjem med deres fartøj, se dem da sætte over revlerne: en af folkene står oprejst forude, de andre holder øje med ham, sidder med årerne, som de, foran revlen, bruger udad, til han giver dem tegn til at nu kommer den større bølge, der løfter båden over revlen, og den løftes, så man fra land ser kølen af den, i næste nu er hele fartøjet skjult af havsøerne foran, ikke båd, ikke folk eller mast er at øjne, man skulle tro havet havde slugt dem; men et øjeblik efter kommer de til syne som var det et mægtig sødyr, der kravlede op ad bølgen, årestængerne rører sig som dets bevægelige ben; ved anden og tredie revle går det som ved den første, og nu springer fiskerne i vandet, trækker båden i land, hvert bølgeslag hjælper dem og giver et godt afsæt, indtil de har den ude af havstokken.
Blot en forkert ordre udenfor revlen eller en nølen, og de lider skibbrud.
”Så var det forbi med både mig og med Morten!” Den tanke kom til Jørgen ude på søen, hvor netop hans plejefar var blevet alvorlig syg. Feberen knugede ham; det var lidt ud for den yderste revle, Jørgen sprang op forude:
”Far, lad mig!” sagde han og hans øjekast gled hen over Morten og over de voldsomme søer, men idet hver åre rørte sig for de stærke tag og den største bølge kom, så han sin fars blege ansigt og – kunne alligevel ikke adlyde sin onde indskydelse. Båden kom vel over revlerne og på land, men den onde tanke lå ham i blodet, det kogte og opkogte hver lille bitterheds-trevl, der flossede i hans erindring fra kammerats-tiden, dog kunne han ikke sno et helt garn deraf og så lod han være. Morten havde spoleret ham, det følte han og det var jo nok til at blive ham hadefuld. Et par af fiskerne lagde mærke til det, men ikke Morten, han var ligesom altid før, hjælpsom og snaksom, lidt for meget af det sidste.
Jørgens plejefar måtte lægge sig til sengs, det blev en sidste sygeseng, han døde ugen efter – og så fik Jørgen huset henne bag klitterne i arv, et ringe hus kun, men det var altid noget, så meget havde Morten ikke.
”Nu tager du nok ikke hyre andre steder mere, Jørgen, men bliver vel altid hos os?” sagde en af de gamle fiskere.
Den tanke havde Jørgen ikke, han tænkte netop på at se sig lidt om i verden igen. Ålebonden fra Fjaltring havde en morbror oppe i ”Gammel-Skagen”, han var fisker, men dertil en velstående købmand som havde eget fartøj; han skulle være sådan en yndig, gammel mand, ham var det nok værd at stå i tjeneste hos. Gammel-Skagen ligger nordligst oppe i Jylland, så langt borte fra Husby-klitter, som man her i landet kan komme, og det var nok det Jørgenmest syntes om, han ville ikke engang blive til Elses og Mortens bryllup, der skulle holdes om et par uger.
Det var uklog gerning at tage afsted, mente den gamle fisker, nu havde Jørgen jo hus, og Else blev nok stemt for hellere at tage ham.
Jørgen svarede så stumpet på dette, det var ikke let at få fat i hans tale, men den gamle førte Else til ham: hun sagde ikke meget, men dette sagde hun:
”Du har hus! Det må man lægge i eftertanken!”
Og Jørgen lagde meget i eftertanke.
Havet har svære søer, menneskehjertet har dem endnu sværere; der gik mange tanker, stærke og svage, gennem Jørgenshoved og sind, og han spurgte Else:
”Om nu Morten havde et hus så godt som jeg, hvem af os tog du da helst?”
”Men Morten har ikke og får ikke et hus!”
”Men vi tænker os nu, at han fik et!”
”Ja, så tog jeg vel Morten, for sådan har jeg det nu! Men det kan man ikke leve af!”
Og Jørgen tænkte derover den hele nat. Der var noget i ham, han kunne ikke selv gøre rede for det, men han havde en tanke, der var stærkere end hans kærlighed til Else;– og så gik han til Morten, og hvad han der sagde og gjorde havde han nøje tænkt over: han overlod ham huset på de billigste vilkår, selv ville han tage hyre, det havde han mest lyst til. Og Else kyssede ham midt på munden da hun hørte det, for hun holdt jo mest af Morten.
I den tidlige morgen ville Jørgen afsted. Aftenen før, det var allerede sent, fik han lyst til endnu engang at besøge Morten; han gik, og mellem klitterne mødte han den gamle fisker, der ikke syntes om afrejsen. Morten måtte nok gå med et lykkebringende andenæb syet ind i bukserne, sagde han, siden pigerne blev så forelskede i ham? Jørgen slog den tale hen, sagde farvel og gik til huset hvor Morten boede; han hørte højrøstet tale derinde, Morten var ikke alene; Jørgen var vankelmodig, Else ville han mindst træffe sammen med, og når han ret betænkte det, ville han heller ikke, at Morten nok engang skulle sige ham tak, og så vendte han om igen.
Næste morgen, før daggry, snørede han sin bylt, tog sin madæske og gik ned ad klitterne mod havstokken; dér var det lettere at komme frem end på den tunge, sandede vej, desuden kortere, for han ville først til Fjaltring, ved Bovbjerg, hvor ålebonden boede, hvem han havde lovet et besøg.
Havet var blankt og blåt, skaller og konkylier lå der, hans barnelegetøj knasede under fødderne. – Idet han gik, sprang hans næse op og begyndte at bløde, det var en lille ting kun, men den kan også have betydning; et par store bloddråber faldt på hans ærme; han vaskede dem af, standsede blodet og syntes ordenlig at tabet af blodet havde gjort ham lettere i hoved og sind. Der blomstrede i sandet lidt strandkål, han brød en gren af og stak i hatten; frejdig og glad ville han være; det gik nu ud i den vide verden, ”ud af døren lidt op ad åen!” som ålebørnene ville det! ”Tager jer i agt for de slemme mennesker, de stange, flå, skære i stykker og lægger jer på panden!” gentog han for sig selv og lo over det; han slap vel nok helskindet gennem verden; godt mod er godt forsvar!
Solen var allerede højt oppe, da han nærmede sig det smalle indløb fra Vesterhavet til Nissum Fjord; han så tilbage, og øjnede et godt stykke borte to til hest, andre fulgte, de skyndte sig, men ham kom det jo ikke ved.
Færgebåden lå på den anden side af indløbet; Jørgen råbte på båden indtil den kom, steg så ombord, men før han med rorkarlen var midtvejs, kom de to mænd, som så hastigt havde skyndt sig, de råbte, de truede, og råbte igen: ”I øvrighedens navn!”.Jørgen forstod ikke hvad det betød, men mente at det var bedst at vende om; han tog selv et tag i den ene åre og roede tilbage; i samme øjeblik sprang folkene ned i båden og før han vidste noget, slog de et tov om hans hænder.
Din onde gerning vil koste dig dit liv!” sagde de; ”godt, at vi fik fat i dig!”
Det var hverken mere eller mindre end et mord, han beskyldtes for at have begået. Morten var blevet funden, stukket med en kniv i halsen; en af fiskerne havde igår aftes sent mødt Jørgen, der gik hen til Morten; det var ikke første gang at Jørgen havde løftet kniv mod ham, vidste man; han måtte være morderen, det var nu om at få ham sikkert i forvaring; Ringkøbing var det rette sted, men vejen var lang, vinden stik vest, omkring en halv time brugte de til at sætte over fjorden mod Skærum Å og derfra havde de kun et par kilometer til Nørre-Vosborg, som var en stærk gård med volde og voldgrave. I båden var en bror til ladefogeden derovre, han mente, de fik nok lov, indtil videre, at sætte Jørgender i fangehullet, hvor tater-kvinden Lange-Margrethe havde siddet før sin henrettelse.
Jørgens forsvar blev ikke hørt, et par bloddråber på hans skorte talte derimod imod ham; sin uskyldighed var han sig bevidst, og da det ikke kunne komme til retfærdiggørelse her, så gav han sig hen i sin skæbne.
De steg i land netop ved det gamle voldsted, hvor Ridder Bugges gård havde stået, her hvor Jørgen med sine plejeforældre havde vandret til gilde, gravgildet, de fire livsalige, lyseste barndomsdage. Han førtes igen den samme vej hen over engen op til Nørre-Vosborg, og der stod i fuld blomstring hyldetræet og de høje linde duftede, han syntes at have været her den dag igår.
I den vestre bygning af gården er en nedgang under den høje trappe, her kommer man ind i en lav, hvælvet kælder, og derfra var Lange-Margrethe blevet ført til retterstedet; hun havde ædt fem børnehjerter og troede på, at havde hun fået to til, så havde hun kunnet flyve og gjort sig usynlig. Der var i muren et lille, rudeløst, snævert lufthul; de duftende linde udenfor mægtede ikke at sende en smule lindrende duft.,
Alt var råt og muggent herinde; kun en briks stod her, men en god samvittighed er en god hovedpude – ja, så kunne jo Jørgen ligge blødt.
Den planketykke dør var lukket, en jernstang skudt for, men overtroens mare kryber sagtens gennem et nøglehul, både på herregården og i fiskerhuset, ind hvor Jørgen nu sad og tænkte på Lange-Margrethe og hendes ugerninger; hendes sidste tanker havde fyldt dette rum, natten før henrettelsen; han huskede på al den trolddom her i gammel tid var udøvet, dengang stedets senere herremand Svanwedel boede her, og det var jo vel bekendt hvordan lænkehunden, som stod på broen, hver morgen blev funden hængt i sin lænke ud over rækværket. Alt fyldte og gennem-isnede Jørgen, dog en solstråle fra dette sted lyste ind i ham udefra, og det var erindringen om den blomstrende hyld og lindetræerne.
Længe sad han her ikke, han førtes i stedet til Ringkøbing, hvor fængslet blev ligeså strengt.
De tider var ikke vore tider; fattigmand havde det hårdt; det var endnu ikke overstået, at bøndergårde og bønderbyer hørte under de nye herregårde, og under dette regimente blev kusk og tjener en slags birkedommer, der for en ringe forseelse kunne dømme en fattig mand til bøder og pisk, bundet til en pæl; endnu fandtes her en og anden af disse, og i det jyske land – langt fra Kongens København og de oplyste, velsindede lovgivere – gik loven tit endnu som den plejede, og det var en ringe trøst, at tiden arbejde for Jørgen
Bitterligt koldt var det hvor han sad, hvornår ville det få ende? Uforskyldt var han kastet ind i fortræd og elendighed, det var hans skæbnes lod! Hvordan den havde været ham beskåret her i verden, fik han nu tid til at tænke over: hvorfor var han blevet stillet sådan? Ja, det ville vise sig ”i det andet liv”, det liv, der visseligt venter os efter dette! Den tro var vokset fast hos ham i det fattige hus; det der i Spaniens fylde og solskin ikke lyste ind i hans fars tanke, blev ham i kulde og mørke et fortrøstningslys, Guds Nådegave, og den er aldrig skuffelse.
Nu lod forårsstormene sig mærke. Vesterhavetsrullen hører man milevidt inde i landet, men først når stormen har lagt sig, den lyder som svære vogne i hundredvis kørte over en hård, underhulet vej; Jørgenhørte det inde i sit fængsel og det var en afveksling; ingen gamle melodier kunne gå dybere til hjertet, end disse toner, det rullende hav, det frie hav, hvor man blev båret gennem verden, fløj med vindene, og hvor man end kom hen, man havde med sig sit eget hus, ligesom sneglen har sit; man stod altid på egen, altid på hjemmets grund, selv i fremmed land.
Hvor han dog lyttede til den dybe rullen, hvor rullede ikke tanken mange erindringer op; ”fri, fri! lyksaligt at være fri, selv uden såler i skoene og med lappet hampe-skjorte!” Enkelte gange blussede det i ham derved og han slog med en knyttet næve mod muren.
Uger, måneder, et helt år var gået, da greb man en forbryder: Niels Tyv – ”Hesteprangeren” blev han også kaldet – og da kom de bedre tider; det blev offentligt kendt hvilken uret Jørgenhavde lidt.
Nord for Ringkøbing Fjord – hos en husmand der havde kro – havde, om eftermiddagen før Jørgens afrejse fra hjemmet og mordet skete, Niels Tyv og Morten mødt hinanden, der blev drukket et par glas, og de glas skulle jo ikke gå nogen mand til hovedet, men de satte dog snakketøjet lidt for meget i gang på Morten, han snakkede stort op, fortalte, at han havde fået sig en gård og skulle giftes, og da Niels spurgte om pengene dertil, slog Morten hovmodig på sin lomme:
”De er der hvor de skal være!” svarede han.
Dette skryderi kostede ham livet; da han var gået, fulgte Niels efter og stak ham med en kniv i halsen, for at tage pengene, der jo ikke fandtes.
Det hele blev omhyggeligt opklaret, os er det nu nok at vide at Jørgen kom på fri fod, men hvad fik han i erstatning for alt hvad han havde lidt i år og dag, i fængsel, kulde, stødt bort fra menneskene? Ja, der blev sagt ham, at det var en lykke at han var uskyldig, nu kunne han gå! Borgmesteren gav ham lidt rejsepenge og flere af byens borgere gav ham øl og god mad, der var også gode mennesker der! Ikke alle ”stanger, flår og lægger på panden!”, men det bedste ved det hele var at købmand Brønne fra Skagen, ham hos hvem Jørgen for et år siden ville have taget hyre, netop i de dage var i ærende nede i Ringkøbing; han hørte om den hele sag, hjerte havde han, og han forstod og følte hvad Jørgen havde lidt. Nu ville han gøre ham det lidt godt og bedre, lade ham erfare at der også er gode mennesker til.
Fra fængsel til frihed, til Himmeriges rige, til kærlighed og hjertelag gik det nu, ja, det skulle også prøves. Intet livsens bæger er kun malurt, det kunne intet godt menneske skænke et menneskebarn. Skulle da Gud, alkærligheden, kunne gøre det?
”Lad nu alt det være begravet og glemt!” sagde købmand Brønne: ”En rigtig tyk streg sætter vi over det sidste år! Almanakken brænder vi! Og om to dage rejse vi til det fredelige, velsignede og fornøjelige Skagen! En afkrog i landet siger de det er; en velsignet kakkelovns-krog er det, med åbne vinduer ud til den vide verden.”
Det var en rejse! Det var at trække vejret igen! At komme fra den kolde fængselsluft ud i det varme solskin. Heden stod med blomstrende lyng, et myldrende flor, og hyrdedrengen sad på kæmpegraven og blæste på sin fløjte, han havde skåret af et fåreben. Fata morgana, ørkenens dejlige luftsyn, med hængende haver og svømmende skove, viste sig og den underlige lette luftbølgning, som kaldes Loke-manden, der driver sin flok.
Op mod Limfjorden gik rejsen, over vendelboernes land, op mod Skagen, hvorfra mændene med det lange skæg, Langbarderne,var udvandrede, da i hungerstiden under Kong Snio alle børn og gamle skulle have været slået ihjel, men den ædle kvinde Gambaruk, der ejede jordegods heroppe, foreslog, at de unge hellere skulle drage ud af landet; derom vidste Jørgen, så lærd var han, og kendte han ikke Langbardernes land nede bag de høje alper så vidste han dog hvordan der måtte se ud, han havde jo selv som dreng været sydpå, i Spaniens land; han huskede de der opstablede frugt-dynger, de røde granatæble-blomster, summen, brummen og klokkeklang i byens store kube, men dejligst er der dog i hjemmets land, og Jørgenshjem var Danmark.
Endelig nåede de da op til ”Vendil-Skaga”, som Skagen kaldes i gamle norske og islandske skrifter. Milevidt, med klitter og agerland imellem, strækker sig – og strakte sig dengang –Gammel-Skagen, Vesterby og Østerby, ud til fyrtårnet nær ”Grenen”. Huse og gårde lå som de gør endnu, strøede mellem opfygede, omskiftende sandhøjder, et ørkenland, hvor vinden boltrer sig i det løse sand og hvor måger, terner og de vilde svaner lade sig høre, så at det skærer gennem ørehinden. En ti kilometer sydvest fra ”Grenen” ligger Højen eller Gammel-Skagen, her boede købmand Brønne, her skulle nu Jørgen leve. Gården var tjæret, de små udhuse havde hver en omvendt båd til tag, vragstumper var slået sammen til svinesti, indhegning var her ikke, der var jo ikke noget at hegne om, men på snore, i lange rækker, den ene over den anden, hang opskårne fisk for at tørres i vinden. Hele strandbredden var overdynget med forrådnede sild, voddet kom jo næppe i vandet, før silden i læssevis blev trukket i land, der var for mange af den slags, man smed dem i havet igen eller lod dem ligge og rådne.
Købmandens kone og datter, ja husfolkene med, kom jublende, da deres far vendte hjem, der var en håndtrykken, en råben og talen, og hvor dog datteren havde et velsignet ansigt og to rare øjne!
Inde i huset var hyggeligt og stort; fade med fisk blev satte på bordet, rødspætter, som selv en konge kunne kalde en pragtret; vin fra Skagens vinbjerge, det store hav, hvorfra druerne persede rullede i land og det både i tønder og på flasker.
Da mor og datter siden fik at høre hvem Jørgen var og hvor uskyldigt og hårdt han havde lidt, så lyste øjnene endnu mildere til ham og mildest lyste de hos datteren, hos den smukke jomfru Clara. Han fandt et velsignet hjem i Gammel-Skagen, det gjorde hjertet godt, og Jørgens hjerte havde jo prøvet meget, også kærlighedens bittre sø, den hærder eller den gør blødere, Jørgens hjerte var endnu så blødt, det var så ungt, der var en ledig plads deri; det var derfor vistnok meget heldigt at det traf således, at netop om tre uger skulle Clara med skibet op til Christianssand i Norge, for at besøge en moster og blive der hele vinteren.
Søndagen før afrejsen var de alle i kirken til altergang; stor og strålende pyntet var kirken, skotter og hollændere havde for flere århundreder siden bygget den, et stykke fra hvor nu byen lå; noget forfalden var den blevet, og vejen op og ned i det dybe sand var meget besværlig, dog det døjede man gerne for at komme i Guds hus, synge salmer og få en prædiken. Sandet lå lige hen over kirkegårdens ringmur, men gravene derinde holdt man endnu fri for sandflugten.
Det var den største kirke nord for Limfjorden. Jomfru Maria, med guldkronen på hovedet og Jesusbarnet på armen, stod som lyslevende på altertavlen; de hellige apostle var udhuggede oppe i koret og øverst på muren så man portrætter af Skagens gamle borgemestre og råd, med deres bomærker. Prædikestolen var af træ og udskåret. Solen skinnede så oplivende ind i kirken på den blanke messingkrone og på det lille fartøj, der hang ned fra loftet.
Jørgen var som overvældet af en hellig, barneren følelse, som da han som lille stod i Spaniens store og rige kirke, men her var det ham en klar bevidsthed at han hørte med til menigheden.
Efter prædiken var der altergang, han nød med de andre brødet og vinen, og det traf sig så, at han knælede netop ved siden af den unge Clara; dog hans tanke var sådan henvendt til Gud og den hellige nadver, at han først da de rejste sig lagde mærke til, hvem der havde været hans nabo; han så de salte tårer trille ned over hendes kinder.
To dage efter rejste hun op til Norge, og Jørgen gik og gjorde gavn i gården, var på fiskeri, og der var fisk at fange, flere dengang end nu til dags. Makrelstimerne lyste i de mørke nætter og viste således hvor de gik, knurhanen knurrede og blæksprutten gav ynkelige hyl når den blev jaget; fiskene er ikke så stumme som man siger, Jørgen var meget mere stum om hvad han gemte på, men det kom vel også frem engang.
Hver søndag når han sad i kirken og hans øjne fæstede sig på mor Marias billede på altertavlen, hvilede de også en stund på det sted hvor Clara havde knælet ved hans side, og han tænkte på hende, hvor hjertensgod hun havde været mod ham.
Efteråret kom med slud og tøsne, vandet stod og sjappede over skagens bygrund, sandet kunne ikke sluge alt det vand; man måtte vade, om ikke sejle med båd; stormene smed fartøj ved fartøj på de dødbringende revler, der var snestorme og sandstorme, sandet fygede om husene, så folk måtte krybe ud oven fra skorstenen, men det var ikke noget mærkeligt heroppe; lunt og godt var der inde i stuen, lyngtørv og vragstumper knitrede og knasede, og købmand Brønne læste højt af en gammel krønike, læste om Prins Amlet af Danmark, der fra England kom i land herovre ved Bovbjerg og leverede et slag; ved Rammevar hans grav, kun nogle kilometer fra, hvor ålebonden boede; kæmpegrave, i hundredvis, rejste sig der på heden, en stor kirkegård, købmand Brønne havde selv været der - ved Amlets Grav; der blev talt om gammel tid, om naboerne, englændere og skotlændere, og Jørgen sang da visen om ”Kongens Søn af England”, om det prægtige skib, hvor det var udstyret:
”Det var forgyldt mellem begge bord,
Derpå stod skrevet vor Herres ord.
Og der stod malet i fremmer stavn,
Den kongesøn tog sin Jomfru i favn!”
Det vers især sang Jørgen så inderligt, hans øjne lyste derved, de var jo rigtignok også så sorte og skinnende fra fødselen af.
Der var sang og der var læsning, der var velstand tilhuse, familieliv lige ned til husdyrene og alt så godt holdt; rækken på væggen skinnende med skurede tin-tallerkener, og under loftet hang pølser og skinker, vintervarer fuldt op; ja vi kunne se meget mere endnu derovre i vestkystens mange rige bøndergårde, så fuldt op af føde, så pynteligt i stuerne, kløgt og godt humør – og i vor tid er de kommet til kræfter; gæstfrihed er der som i araberens telt.
Jørgenhavde aldrig før levet så fornøjelig en tid, siden han som barn, de fire dage, var tilbegravelses-gilde, og dog var jomfru Clara borte, kun ikke af tanke og tale.
I april skulle der gå et fartøj op til Norge, og Jørgen skulle med. Der var rigtignok nu kommet humør i ham, og sund og stærk var han! sagde mor Brønne, det var en fornøjelse at se på ham.
”Og på dig med!” sagde den gamle købmand, ”Jørgen har sat livlighed i vore vinteraftenerne, og i vor mor med! Du er blevet yngre i år, du ser godt og yndelig ud! Du var da også den kønneste pige i Viborg, og det er meget sagt, for der har jeg altid fundet pigerne kønnest!”
Jørgen sagde ikke noget dertil, det skikkede sig ikke, men han tænkte på en fra Skagen, og til hende sejlede han op, fartøjet lagde ind ved Christianssand, han kom med strygende vind derop på en halv dag.
En morgenstund gik købmand Brønne ud til fyrtårnet, der ligger langt fra Gammel-Skagen nær ved ”Grenen”, kullene på ”vippepanden” deroppe havde længe været slukkede, solen stod allerede højt da han kom op i tårnet; godt fem kilometer ud fra landets yderste pynt strækker der sig sand-revler under vandet; ud for dem viste sig i dag mange skibe og mellem disse troede han med kikkerten at genkende ”Karen Brønne,” det hed fartøjet, og ganske rigtigt, det var under opsejling, Clara og Jørgen var ombord. Skagens fyr- og kirketårne viste sig for dem som en hejre og en svane derude på det blå vand. Clara sad ved rælingen og så lidt efter lidt klitterne komme frem; ja, blev vinden stående, kunne de inden en time nå hjemmet; så nær var de det og glæden – så nær var de døden og dens angst.
Der sprang en planke i skibet, vandet trængte ind, der blev tættet og pumpet, alle sejl sat til, hejst nødflag; de var endnu en nogle kilometer ude, fiskerbåde var at se, men langt borte; vinden førte dem mod land, og den sø der var, hjalp også til, men ikke nok, fartøjet sank. Jørgen slog sin højre arm fast om Clara.
Med hvilket blik så hun ham ikke ind i øjet, da han i Vorherresnavn styrtede sig med hende i havet; hun udstødte et skrig, men sikker kunne hun være, han ville ikke slippe hende.
Hvad kæmpevisen sang:
”Der stod malet i fremmer stavn,
Den kongesøn tog sin jomfru i favn!”
- og det gjorde Jørgen i farens og angstens time; nu kom det ham til gavn at være en dygtig svømmer, han arbejdede sig frem med fødder og én hånd, den anden holdt han fast om den unge pige, han hvilede på vandet, trådte det med sine fødder, gjorde alle de bevægelser han kendte og vidste, for at have kræfter nok til at nå fastlandet. Han mærkede at hun udstødte et suk, han følte et krampegys gennemfare hende, og fastere holdt han; en enkelt sø slog hen over dem, en strømning løftede dem, vandet var så dybt, så klart, et øjeblik syntes han at se den blinkende makrelstime dernede eller var det søuhyret Leviathan selv der ville sluge dem? Skyerne kastede skygge over vandet, og igen kom blinkende solstråler; skrigende fugle, i store sværme, for hen over ham, og vildænderne, der tunge og søvnige lod sig drive på vandet, fløj forskrækket op foran svømmeren; men hans kræfter tog af, følte han – landet var endnu nogle hundrede meter borte, dog hjælpen kom, en båd nærmede sig – men under vandet stod, han så det tydeligt, en hvid stirrende skikkelse: en sø løftede ham, skikkelsen nærmede sig – han mærkede et stød, det blev nat, alt forsvandt hen for ham.
Der stod på sandrevlen nu vraget af et skib, søen lå hen over det, den hvide gallionsfigur støttede sig på et anker, det skarpe jern ragede netop frem til vandspejlet; Jørgen var stødt imod figuren, strømningen havde drevet ham frem med forøget kraft; besvimet sank han med sin byrde, men den næste sø løftede igen ham og den unge pige.
Fiskerne fik dem fat og op i båden, blodet strømmede ned over Jørgens ansigt, han var som død, men pigen holdt han så sig så fast klamret til, at hun måtte vristes ham ud af arm og hånd, dødbleg, livløs og udstrakt lå hun der i båden, der styrede mod Skagens gren.
Alle midler blev anvendt for at bringe Clara til live, men hun var død. Længe havde han derude svømmet rundt med et lig, arbejdet og afkræftet sig for en allerede død.
Jørgen åndede endnu, ham bar de til det nærmeste hus indenfor klitterne; et slags sygeplejer, der var på stedet - iøvrigt også smed og småhandler - forbandt Jørgen, indtil næste dag hvor lægen fra Hjørring blev hentet.
Den syges hjerne var angrebet, han lå i raseri, udstødte vilde skrig, men på den tredie dag sank han hen som i en døs, livet syntes kun at hænge i en tråd, og at den måtte briste, sagde lægen, var det bedste man kunne ønske for Jørgen.
”Lad os bede Vorherre at han må slippe! Han bliver aldrig menneske igen!”
Men livet slap ham ikke, tråden ville ikke briste, men erindringen brast, alle åndsevnernes bånd var overskåret, det var det gyselige: kun et levende legeme blev tilbage, et legeme, der skulle genvinde sundhed, gå igen.
I købmand Brønneshus blev Jørgen.
”Han har jo fået sin sygdom for at frelse vort barn!” sagde den gamle mand; ”han er nu vor søn!”
”Fjollet” kaldte man Jørgen, men det var ikke det rette udtryk; han var, som et strengeinstrument, hvor strengene er blevet løsnede og ikke længere kan klinge, – kun i et enkelt øjeblik, få minutter, fik de en spændkraft, og de klang da – gamle melodier klang, enkelte takter; billeder rullede op og hentågede, – han sad da igen stirrende, tankeløs; vi tør tro, at han ikke led; de mørke øjne mistede da deres glans, et sort, beåndet glas syntes de at ligne.
”Stakkels fjollede Jørgen!” sagde man.
Det var ham, som under sin mors hjerte blev båret til et jordliv så rigt og lykkeligt, at det var ”et overmod, en forfærdelig stolthed” at ønske, endsige tro på et liv efter dette! Alle de store evner i sjælen var altså spildte? Kun hårde dage, smerte og skuffelse var tildelt ham; som et pragtløg var han, reven ud af sin rige jordbund og kastet hen i sandet for at henrådne! Det i Gud skabte billede havde altså intet større værdi? Kun et spil for tilfældigheder var og er det hele? Nej, Alkærlighedens Gud måtte og ville give ham erstatning i et andet liv for hvad han her led og savnede. ”Herren er god mod alle og hans barmhjertighed er over alle hans gerninger.” De ord fra Davids salme udtalte i tro og fortrøstning den fromme, gamle købmand Brønnes hustru, og hendes hjertes bøn var at Vorherre snart ville løse op forJørgen, at han kunne indgå til ”Guds Nådegave”, det evige liv.
På kirkegården hvor sandet susede hen over muren lå Clara begravet; det syntes som om Jørgen ikke havde tanke derom, det hørte ikke til hans tankesum, den løftedes kun i vragstykker fra en fortid. Hver søndag fulgte han familien til kirke og sad stille med et tankeløst blik; en dag, under salmesangen, udstødte han et suk, hans øjne lyste, de var vendt mod alteret, mod det sted, hvor han for mere end år og dag siden havde knælet med sin døde veninde, han nævnede hendes navn, og blev hvid som et lagen, tårer trillede ned over hans kinder.
Man hjalp ham ud af kirken, og han sagde dem, at han følte sig vel; han syntes ikke, at der var sket ham noget, han havde ingen erindring derom, den af Gud prøvede og henkastede Jørgen. – Og Gud, vor skaber, er vis og alkærlig, hvem kan tvivle? Vort hjerte og vor forstand erkender det, Biblen bekræfter det: ”Hans barmhjertighed er over alle hans gerninger!”
I Spanien, hvor mellem oranger og laurbær de mauriske gyldne kupler ombølges af varme luftninger, hvor sang og kastagnetter klinger, sad i det pragtfulde hus en barnløs olding, den rigeste købmand; gennem gaderne drog børn i procession med lys og vajende faner. Hvor meget af sin rigdom ville han ikke have givet for at eje sine børn, sin datter eller hendes barn, det, som måske aldrig så denne verdens lys – og hvordan da evighedens, Paradisets lys? ”Stakkels barn!”
Ja, stakkels barn! Netop et barn og dog omkring de tredive år – så gammel var Jørgen blevet der i Gammel-Skagen.
Sandflugten havde lagt sig hen over kirkegårdens grave, helt op om kirkens mur, men her hos de forudgangne, hos slægt og kære ville og måtte de døde begraves. Købmand Brønne og hans hustru hvilede her hos deres barn under det hvide sand.
Det var tidligt på året, stormenes tid; klitterne røg, havet kastede høje søer, fuglene, i store skarer, som skyer i storm, for skrigende afsted over klitterne; stranding fulgte på stranding i revlerne fra Skagens Gren til Husby-klitter.
En eftermiddag, Jørgen sad alene i stuen, lysnede det op i hans sind, en fornemmelse af den uro, som tit i yngre år drev ham ud i klitter og på hede:
”Hjem! Hjem!” sagde han. Ingen hørte ham; han gik ud af huset, ind i klitterne, sandet og småstene ramte ham i ansigtet, løftede sig i hvirvler omkring ham. Han gik henimod kirken; sandet lå op om muren og halvt op på vinduerne, men i gangen foran var sandet kastet, kirkedøren var ikke låst, og let at åbne; Jørgen gik derind.
Vinden for hylende hen over Skagens by; det var en orkan, som ikke i mands minde, et forfærdeligt Guds vejr, men Jørgen var i Guds hus, og mens det blev sort nat udenfor, lyste det inde i ham, det var sjælens lys der aldrig vil udslukkes; den tunge sten der lå i hans hoved, mærkede han, sprang med et knald. Han syntes at orgelet spillede, men det var stormen og det rullende hav; han satte sig i kirkestolen, og lysene blev tændt, lys ved lys, en sådan rigdom, som han kun havde set det i Spaniens land, og alle billederne af de gamle rådmænd og borgmestre blev levendegjorte, de trådte ud af væggen hvor de havde stået i så mange år, de satte sig i koret; kirkens porte og døre åbnede sig, og ind trådte alle de døde – festligt klædte, som i deres egen tid; de kom ind under en skøn musik, og satte sig i stolene; da lød salmesangen som et rullende hav, og hans gamle plejeforældre fra Husby-klittervar her, og den gamle købmand Brønne og hans hustru, og ved siden af dem, tæt op til Jørgen, sad deres milde, elskelige datter, hun rakte Jørgenhånden, og de gik op til altret hvor de før havde knælet, og præsten lagde deres hænder sammen, indviede dem til livet i kærlighed. – Da bruste basunernes lyd, forunderlig som en barnestemme fuld af længsel og lyst, den svulmede til orgelklang, til en orkan af fulde, opløftende toner, livsalige at høre og dog mægtige nok til at sprænge gravens sten.
Og skibet der hang i koret dalede ned foran de to, det blev så stort, så pragtfuldt, med silke-sejl og gylden mast, ankerne var af det røde guld og hvert tov med silketråde, som der stod i den gamle sang. Og brudeparret steg ombord, og hele kirkens menighed fulgte med, og der var plads og herlighed for dem alle. Og kirkens vægge og buer blomstrede som hylden og de duftende lindetræer, blidt viftede grene og blade; de bøjede sig, skilte sig ad, og skibet løftedes og sejlede med dem gennem havet, gennem luften, hvert kirkelys var en lille stjerne, og vindene istemte salmesnag og alle sang med:
”I kærlighed, til herlighed!” – ”Intet liv skal fortabes!” – ”livsalig glad! Hallelujah!”
Og disse ord var også Jørgens sidste i denne verden. Båndet brast, som holdt den udødelige sjæl, – der lå kun et dødt legeme i den mørke kirke, som stormen susede over og omhvirvlede med flyvesand.
Næste morgen var det søndag, menigheden og præsten kom til gudstjeneste. Vejen herhen havde været besværlig, næsten ufremkommelig over sandet, og nu da de var her, lå en stor sandmile samlet højt op for kirkedøren. Og præsten læste en kort bøn, sagde, at Gud havde lukket døren for dette sit hus, de måtte nu gå og andetsteds rejse ham et nyt.
Så sang de en salme og vandrede til deres hjem.
Jørgen var ikke at finde i Skagens by eller mellem klitterne hvor de søgte efter ham; de rullende søer op i sandet havde trukket ham med sig ud, hed det.
Hans legeme lå imidlertid jordet i den største sarkofag, i kirken selv. Gud havde i stormen kastet jord på kisten, det tunge sandlag lå der og ligger der endnu.
Sandflugten har dækket de mægtige hvælvinger. Klittjørne og vilde roser voksede hen over kirken, hvor vandreren nu skrider hen til dens tårn, der peger op af sandet, en mægtig ligsten på graven, set milevidt omkring; ingen konge fik en grav mere prægtig! Ingen forstyrrer den dødes hvile, ingen vidste eller ved det, før nu, – stormen sang det for mig mellem klitterne!
Sprogjusteret version ved Ivan Hansen (2015/2019) ©