H.C. Andersen - Eventyr 078:  

Dyndkongens datter (1858)

​

Original + 2019-version

​

I.

Storkene fortæller for deres små så mange eventyr, alle fra sumpen og mosen. De er som regel afpassede efter ungernes alder og fatteevne; de mindste er glade bare der siges “krible, krable, plurre-murre!” – det synes de er udmærket, men de ældre vil have en dybere mening, eller i det mindste ´noget om familien´. Af de to ældste og længste eventyr, som har holdt sig hos storkene, kender vi alle det ene, det om Moses, der af sin mor blev sat ud på Nilens vande, fundet af kongens datter, fik en god opdragelse og blev en stor mand, som man siden ikke ved hvor blev begravet. Det er meget almindeligt.

Det andet eventyr kendes endnu ikke, måske fordi det nærmest er indenlandsk. Det eventyr er gået fra storkemor til storkemor i tusinde år og hver af dem har fortalt det bedre og bedre, og nu vi fortæller det allerbedst!

Det første storkepar, som kom med eventyret og levede sig ind i det, havde deres sommerophold på ”Vikingens Bjælkehus” oppe ved Vildmosen i Vendsyssel - det er omkring Hjørring, på vej mod Skagenhøjt oppe iJylland, hvis vi skulle tale udfra geografien; det er stadig en uhyre stor mose, man kan læse om den i den kongelige ”Amtsbeskrivelse”. Her har været havbund, men den har hævet sig, står der, og den strækker sig milevidt til alle sider omgivet af våde enge og gyngende kær, med tørvemoser, multebær og usle træer. Næsten altid svæver en tåge hen over mosen, og for halvfjerds år siden fandtes her ulve; den kan rigtignok kaldes “Vildmosen” og man kan tænke sig hvor vildt og øde, hvor megen sump og sø her har været for tusind år siden! Ja, i det enkelte så man den gang her, hvad man endnu ser: Siv-rørene havde samme højde, samme slags lange blade og brunviolette, fjerbuskede blomster, som de stadig bærer. Birken stod med hvid bark og fine, løsthængende blade ligesom nu, og hvad de levende væsener, som kom her, angår, ja: Fluen bar sit florlette vingetøj med samme snit som nu, storkens livskulør var også dengang hvidt med sort og røde strømper. Derimod havde menneskene på den tid et andet kjolesnit end nu til dags, men hver af dem, træl eller jæger, hvem som helst, der trådte ud i mosens hængedynd, gik det for tusind år siden som det endnu går dem, der kommer her nu: de plumpede i, og sank ned til Dyndkongen, som de kaldte ham, der regerede nede i det store Moserige. ”Gungekongen” kunne han også kaldes, men vi synes nu bedst om at sige Dyndkongen - og det kaldte storkene ham også! Meget lidt ved man om hans regering dernede, men det er måske også det bedste.

Nær ved mosen, tæt op til Limfjorden, lå ”Vikingens Bjælkehus” med stenmuret kælder, tårn og tre etager; øverst på taget havde storken bygget rede, storkemor lå på æg og var sikker på at de ville lykkes.

En aften blev storkefar noget længe ude og da han kom hjem, så han forpjusket og fortravlet ud.

“Jeg har noget ganske forfærdeligt at fortælle dig!” sagde han til storkemor.

“Lad være med det!” sagde hun, “husk på, at jeg ligger på æg, jeg kunne tage skade af det og da indvirker det på æggene!”

“Du må vide det!” sagde han. “Hun er kommen hertil, datteren af vor vært i Ægypten! Hun har vovet at gøre rejsen herop! Og nu er hun væk!”

“Hun, som er af feernes slægt? Fortæl dog – du ved, at jeg ikke kan tåle at vente i denne tid, da jeg ligger på æg!”

“Ser du, morlille, hun har dog troet på, hvad doktoren sagde, som du fortalte mig; hun har troet på, at moseblomsten heroppe, nøkkerosen, kunne hjælpe hendes syge far i Ægypten og hun er fløjet i svane-fjerdragt sammen med de to andre fjerklædte prinsesser, der hvert år kommer her til Norden for at bade sig og forynges! Hun er kommet herop, og nu hun er væk!”

“Du gør det hele så vidtløftigt og indviklet!” sagde Storkemor,“- æggene kunne blive forkølede! Jeg kan ikke tåle at være i en sådan spænding!”

“Jeg har passet på!” sagde Storkefar, “og her til aften, jeg gik nede i siv-rørene, hvor hængedyndet kan bære mig, da kom der tre svaner, og der var noget ved svinget, som sagde mig: pas på, det er ikke rigtigsvane, det er kun svane-fjerdragt! Du kender det på følelsen, mor lille, ligesom jeg: du ved, hvad der er det ægte!”

“Ja vist!” sagde hun, “men fortæl om prinsessen! Jeg er træt af at høre om svane-fjerdragt!”

“Her midt i mosen, ved du, er der ligesom en sø,” sagde Storkefar, “Du kan se et stykke af den, hvis du rejser dig helt op; der op til siv-rørene og det grønne hængedynd lå en stor hul træstamme; på den satte de tre svaner sig, slog med vingerne og så sig om; den ene af dem kastede svanefjerdragten, og jeg genkendte hende som vor hus-prinsesse fra Ægypten; hun sad nu og havde ingen anden kappe om sig, end sit lange, sorte hår; hun bad de to andre, hørte jeg, at passe godt på svanedragten, når hun dykkede ned under vandet for at plukke blomsten, som hun troede hun ville finde. De nikkede og lettede, løftede på den løse fjerdragt. Hvad mon de vil med den, tænkte jeg, og hun spurgte dem vistnok lige om det samme og svar fik hun, syn for sagen, de fløj i vejret med hendes svanefjerdragt: ”Dyk du ned!” råbte de, ”aldrig flyver du mere i svanedragt, aldrig ser du Ægyptens land! Sid du i Vildmosen!” Og så rev de hendes fjerdragt i hundrede stykker, så fjerene fløj rundt omkring, som om det var et snefnug! Og bort fløj de to uhæderlige prinsesser!”

“Det er rædsomt!” sagde Storkemor, “ – jeg kan ikke tåle at høre det! Og sig mig nu, hvad der så skete!”

“Prinsessen jamrede og græd! Tårerne trillede ned på den hule træstamme og så bevægede den sig, for det var Dyndkongen selv, ham, der bor nede i mosen. Jeg så, hvor træstubben vendte sig og så var den ikke mere, der stak kun lange, dyndede grene op, ligesom arme. Da blev det stakkels barn forskrækket og sprang afsted ind på det gyngende hængedynd, men der kan det ikke bære mig, og slet ikke hende; hun sank straks i, og træstubben gik med ned, det var kongen der halede i det; der kom store, sorte bobler og så var der ikke noget spor mere. Nu er hun begravet i Vildmosen, aldrig kommer hun tilbage til Ægyptens land med blomsten. Du havde ikke holdt ud at se på det, morlille!”

“Sådant noget skulle du slet ikke fortælle mig i denne tid! Det kan gå ud over æggene! – Men prinsessen gemmer sig nok, hun får sikkert hjælp! Havde det været mig eller dig, en af vore slags, så havde det været forbi!”

“Jeg vil dog hver dag se efter!” sagde Storkefar, og det gjorde han.

Nu gik der en lang tid.

Da så han en dag, at dybt fra bunden skød en grøn stilk frem, og da den nåede op til vandspejlet, voksede et blad frem, bredere og bredere; tæt ved kom en knop, og da storken en morgen fløj hen over den, åbnede blomsterknoppen sig, ved de stærke solstråler, og midt i den lå et dejligt barn, en lille pige, ligesom om hun var steget op af et bad; hun lignede i den grad prinsessen fra Ægypten, at storken først troede at det var hende, der var blevet lille, men da han tænkte sig om, fandt han det rimeligere at det var prinsessens og Dyndkongens barn; derfor lå hun i åkande. 

“Der kan hun da ikke blive liggende.” tænkte storken, “I min rede er vi allerede så mange - men, der falder mig noget ind: Vikingefruen har ingen børn, og tit ønskede hun sig en lille. Jeg får jo tit skyld for at bringe de små børn, nu vil jeg så engang gøre alvor af det! Jeg flyver til Vikingefruen med barnet; der vil blive en stor glæde ved det!”

Og storken tog den lille pige, fløj til Bjælkehuset, slog med næbbet hul på ruden, lagde barnet ved Vikingefruens bryst, fløj så hjem igen til Storkemor og fortalte; og ungerne hørte på det - de var store nok til det!

“Ser du, prinsessen er ikke død! Hun har sendt den lille herop, og nu er den anbragt!”

“Det har jeg jo sagt fra første færd!” sagde Storkemor, “- og tænk nu lidt på dine egne børn! Det er snart rejsetid; det begynder af og til at krille mig under vingerne! Gøgen og nattergalen er allerede taget afsted sydpå, og fra vagtlerne hører jeg tale om, at vi snart få god medvind! Vore unger vil have godt af turen, kender jeg dem ret!” 

Nå, hvor Vikingefruen blev glad, da hun om morgenen vågnede og ved sit bryst fandt det lille, dejlige barn; hun kyssede og klappede det, men det skreg forfærdeligt og sprællede med arme og ben, det syntes slet ikke glad; til sidst græd det sig i søvn og som det lå der, var det noget af det dejligste man kunne se på. Vikingefruen var så glad, så let, så sund og rask, og hun havde en fornemmelse af, at nu ville hendes mand med alle hans mænd vist ankomme – ligeså uventet som den lille – og så fik hun og hele huset travlt, for at alt kunne være i fin stand. De lange, kulørte vægtæpper, som hun og pigerne selv havde vævet med billeder af deres afguder, Odin, Thor og Freja, som de kaldtes, blev hængt op, Trællene måtte skure de gamle våbenskjolde, som der pyntedes op med, hynder blev lagt på bænkene og tørt brænde lagt på ildstedet midt i hallen, for at bålet straks kunne tændes. Vikingefruen tog også selv fat, så ud på aftenen var hun betydelig træt og sov godt.

Da hun nu henimod morgenen vågnede, blev hun frygtelig forskrækket, for det lille barn var væk; hun sprang op, tændte en fyrre-træspån og så rundt omkring, og da lå – der hvor hun strakte sine fødder i sengen – ikke det lille barn, men en stor, hæslig frø. Hun blev ækel til mode ved at se den, tog en svær stang og vilde slås padden ihjel, men den så på hende med så underlige, bedrøvede øjne, at hun ikke kunne slå til. Endnu engang så hun sig omkring; frøen gav nu et fint, ynkeligt kvæk, så hun for sammen og sprang fra sengen hen til døren, som hun smækkede op. Solen kom i det samme frem, kastede sine stråler lige ind i sengen på den store padde, og det var med ét som om udyrets brede mund trak sig sammen og blev lille og rød, lemmerne strakte sig i den nydeligste skikkelse, det var igen hendes eget lille, dejlige barn, der lå der – og ingen hæslig frø!

“Hvad er dog det?” sagde hun, “har jeg drømt en ond drøm? Det er jo mit eget yndige alfe-barn, der ligger der!” Og hun kyssede og trykkede det til sit hjerte, men det rev og bed om sig ligesom en vild kattekilling.

Ikke den dag, heller ikke den næste kom Vikingeherren hjem, skønt han var på vej, men vinden var imod, den blæste sydpå for storkene. Medvind for én er modvind for en anden!

I et par dage og nætter blev det klart for Vikingefruen, hvordan det stod til med hendes lille barn: det var jo en forfærdelig trolddom, der hvilede over det. Om dagen var det dejligt som en lys-alf, men havde en ond, vild natur. Om natten derimod var det en hæslig padde, stille og klynkende, men med gode, sorrigfulde øjne. Her var to naturer, der skiftede om, både udad og indad. Det kom sig af, at den lille pige, som storken havde bragt, ejede om dagen sin ægyptiske mors ydre, men på samme tid sin dyndkonge-fars sindelag; om natten derimod fik det et synligt slægtskab med ham i legems-skikkelse, men strålede da, i det indre, af morens sind og hjerte. Hvem kunne opløse denne magt af sort magi og trolddomskunst.Vikingefruen var angst og bedrøvet, og dog hang hendes hjerte ved den stakkels skabning, om hvis tilstand hun ikke turde fortælle sin vikingemand, når han nu snart kom hjem, for da ville han sikkert, som skik og brug var, lægge det stakkels barn ud på alfarvej og lade det tage af hvem, der ville. Så det nævnte den skikkelige vikingefrue ikke, og han skulle kun ved den lyse dag få barnet at se!

En morgenstund susede storkevingerne hen over taget; dér havde om natten over hundrede storkepar udhvilet sig efter den store storke-manøvre, den store samling, og nu fløj de op for at drage sydpå.

“Alle mand færdig!” hed det, “ Også kone og børn!”

“Jeg er så let!” sagde storkeungerne, “det kribler og krabler mig lige ud i benene, som om jeg var fyldt med levende frøer! Hvor det er dejligt at skulle rejse udenlands!” 

“Hold jer i flokken!” sagde Storkefar og Storkemor, “og lad ikke snakken gå så meget, det tager på vejrtrækningen!”

Og de fløj.

I samme stund klang luren hen over heden, Vikingekongen var landet med alle sine mænd; de vendte hjem med rigt bytte fra den galliske kyst, hvor folket, som i Wales, i deres skræk sang:

 

“Fri os fra de vilde Normanner!”

 

Nå, hvor blev der dog liv og lystighed i vikingeborgen ved Vildmosen. Mjødkarret kom ind i hallen, bålet blev tændt og heste blev slagtede, her skulle ordentligt dækkes op. Offerpræsten stænkede det varme hesteblod på trællene, som en slags indvielse; ilden knitrede, røgen trak hen under loftet, soden dryppede fra bjælken, men det var man vant til! Gæster var indbudte, og de fik gode gaver, glemt var skænderier og falskhed; drukket blev der, og de kastede de gnavede knogler i ansigtet på hinanden, det var tegn på godt humør! Skjalden, – det var sådan en slags spillemand, men som også var krigsmand, der havde været med dem og vidste hvad det var han sang om – gav dem en vise, hvori de hørte om alle deres krigsgerninger og mærkeligheder; ved hvert vers kom det samme omkvæd: 

 

“Formue dør, frænder dør, 

- og selv dør man også engang, 

men aldrig dør et herligt navn!” 

 

- og så slog de alle på våbenskjoldene og hamrede med kniven eller med et kødben på bordpladen, så at det kunne høres.

Vikingefruen sad på tværbænken i den åbne festhal, hun havde silkekjole, guld-armringe og store ravperler; hun var i sin bedste pynt, og skjalden nævnede også hende i sin sang, talte om den gyldne skat, hun havde bragt sin rige mand, og denne var rigtig glad for det dejlige barn, han havde kun set det om dagen i al dets dejlighed; barnets vildskab syntes han godt om; hun kunne blive, sagde han, en drabelig og stærk skjoldmø, der slog sin kæmpe! Hun ville ikke blinke med øjnene, når en øvet krigerhånd, i spøg – med det skarpe sværd – huggede øjenbrynene af hende.

Mjødkarret blev tømt, et nyt kørt op, ja der blev drukket fyldigt - det var folk, der kunne tåle at få fyldt op. Dette ordsprog kendte man dengang:

“Kvæget ved, når det skal gå hjem fra græsning, men uklog mand kender aldrig sin maves mål.” Ja, det vidste man, men man ved ét og gør alligevel noget andet! Man vidste også, at “Kær ven bliver kedelig, når han sidder længe i anden mands hus!” men man blev dog alligevel. Sulemad og mjød er en god ting! Det gik muntert til; og om natten sov trællene i den varme aske, dyppede fingrene i den fede sod og slikkede dem. Det var en dejlig tid!

Endnu engang samme år drog Vikingen på togt, selvom efterårets storme rejste sig; han gik med sine mænd til de engelske kyster, det var jo “bare over vandet,” sagde han, og hans frue blev tilbage med sin lille pige, og tydeligt var det, at plejemoren snart næsten holdt mere af den stakkels padde med de fromme øjne og de dybe suk, end af dejligheden, der rev og bed om sig.

Den rå, våde efterårståge – “Mundløs”, der gnaver bladene af – lå hen over skov og hede, og Fugl Fjerløs – sneens fnug – fløj tæt på hinanden, vinteren var på vej. Spurvene indtog storke-reden og bestemte på deres måde i stedet for det fraværende herskab; og storkeparret med alle ungerne, ja hvor var de nu?

Storkene var nu i Ægyptens land, hvor solen skinnede varmt, som hos os på en dejlig sommerdag, Tamarinder-træer og Akacier blomstrede rundt omkring. Billedet af Muhameds månestrålede blankt fra tempelkuplerne; på de slanke tårne sad mange storkepar og hvilede ud efter den lange rejse; hele store flokke havde rede ved rede på de mægtige søjler og på sønderbrudte buer af templer og glemte bygninger. Daddelpalmen løftede sit skærmtag højt op, som om den ville være solskærm. De hvidgrå pyramider stod som skyggerids på den klare luft henimod ørkenen, hvor strudsen viste, den kunne bruge sine ben, og løven sad med store, kloge øjne og så på marmor-sfinksen, der lå halv begravet af sandet. Nilens vande havde trukket sig tilbage, hele flodlejet mylrede med frøer - og dette var for storkefamilien det allerdejligste syn i dette land. Ungerne troede, at det var øjen-forblindelse, så mageløst fandt de det hele.

“Sådan er det hér, og sådan har vi det altid i vort varme land!” sagde Storkemoren, og det kriblede i maven på de små.

“Får vi endnu mere at se?” sagde de, “skal vi meget-meget længere ind i landet?”

“Der er ikke noget videre at se der!” sagde Storkemor; “langs den frodige Nil-kant er der kun vildtvoksende skov, hvor træerne vokser ind i hinanden og filtres sammen af piggede slyngplanter, kun elefanten med sine plumpe ben kan bane sig vej derinde, og slangerne er os for store og firbenene er for livlige dér. Og ville I ud i ørkenen til, så får I sand i øjnene, hvis I er heldige og er I uheldige kommer I ind i en sand-hvirvelstorm. Nej, hér er bedst! Her er både frøer og græshopper! Her bliver jeg - og I med!”

Og de blev; de gamle sad i deres rede på den slanke minaret-tårn ved moskeen, hvilede sig og havde dog travlt med at glatte fjerene og gnide med næbbet på de røde strømper; så løftede de halsene, hilste gravitetisk højtideligt og hævede hovedet med den høje pande og de fine, glatte fjer, og deres brune øjne strålede så klogt. Også hun-ungerne gik gravitetisk omkring mellem de saftige siv, skottede efter de andre storkeunger, gjorde bekendtskaber og slugte ved hvert tredie skridt en frø, eller gik og dinglede med en lille slange i næbbet, det så godt ud, syntes de, og det smagte! Han-ungerne havde små slåskampe, baskede til hinanden med vingerne, huggede med næbbet, ja stak hinanden til blods, og så blev dén forlovet og dén forlovet – han-ungerne og hun-ungerne – det var jo det, de levede for! Og de byggede rede, og kom så igen i nyt klammeri, for i de varme lande er de allesammen så hidsige - men fornøjeligt var det, og især en stor glæde for de gamle: Alting klæder jo ens egne unger! Hver dag var her solskin, hver dag fuldt op at æde, man behøvede kun at tænke på fornøjelser! – Men inde i det rige slot hos den ægyptiske husvært, som de kaldte ham, havde fornøjelsen slet ikke til huse.

Den rige, mægtige herre i Ægypten lå på en sygeseng, stiv i alle sine lemmer, udstrakt som en mumie midt i den store sal med de broget malede vægge; det var ligesom om han lå i en tulipan. Slægtninge og tjenere stod om ham; død var han ikke, leve kunne man heller ikke rigtig sige at han gjorde; den frelsende moseblomst fra de nordlige lande, den, der skulde opsøges og plukkes af den, som elskede ham højest, ville aldrig blive bragt. Hans unge, dejlige datter, som i svaneham fløj over hav og lande, højt mod Norden, skulle aldrig vende tilbage; “Hun er død og borte!” havde de to hjemvendte svane-jomfruer meddelt; de havde sat en hel historie sammen derom, og den fortalte de:

“Vi fløj alle tre højt i luften, da så en jæger os og afskød sin pil; den ramte vor unge veninde, og langsomt syngende sit farvel sank hun, som en døende svane, ned midt i skovsøen; der ved bredden under en duftende hængebirk begravede vi hende! Dog hævn har vi taget: Ild bandt vi under vingen på svalen, der byggede under jægerens stråtag; det antændtes og huset slog op i flammer, han brændte inde, det lyste ud over søen hen til den hældende hængebirk, hvor hun nu er jord i jorden; aldrig kommer hun til Ægyptens land!”

Og så græd de begge to; men Storkefar - da han hørte det - knebbrede med næbbet, så at det skraldede efter:

“Løgn og påfund!” sagde han. “Jeg kunne have lyst til at jage mit næb lige ind i brystet på dem!”

“ - ja, og måske brække det af?” sagde Storkemor, “Så kom du nok til at se godt ud! Næ, tænk du først på dig selv og så på din familie, alt andet ligger udenfor!”

“Jeg vil dog sætte mig på randen af den åbne kuppel imorgen, når alle de lærde og viise samles for at tale om den syge; måske de så kommer sandheden lidt nærmere?”

Og de lærde og viise kom sammen og talte meget, vidt og bredt, som storken ikke kunne få noget ud af, – og der kom heller ikke noget ud af det for den syge, eller for datteren i Vildmosen; men derfor kunne vi jo godt høre lidt om det, man må jo høre på så meget.

Men nu er det rigtigst også at høre og vide hvad der var gået forud, så er vi bedre med i historien, i det mindste ligeså meget som Storkefar.

“Kærlighed føder liv! Den højeste kærlighed føder det højeste liv! Kun gennem kærlighed er livets frelse for ham at genvinde!” var der blevet blevet sagt om den syge, og det var overmåde klogt og godt sagt, forsikrede de lærde.

“Det er en køn tanke!” sagde Storkefar straks.

“Jeg forstår den ikke rigtigt!” sagde Storkemor, “og det er ikke min skyld, men tankens; dog det kan da også være det samme, jeg har andet at tænke på!”

Og nu havde de lærde talt om kærligheden mellem dit og dat, om den forskel der var, om kærligheden som kærestefolk fornemmer, og den mellem forældre og børn, mellem lyset og væksterne, om hvordan solstrålen kyssede dyndet og at spiren derved kom frem – det var så vidtløftigt og lærd fortalt, at det blev umuligt for Storkefar at følge med, endsige at gentage det; han blev helt tankefuld af det, lukkede øjnene halvt i og stod på et ben en hel dag derefter; lærdommen var ham så svær at bære.

Dog dette forstod Storkefar, han havde hørt både småfolk og de allerfornemste tale lige ud af hjertebunden: at det var en stor ulykke for mange tusinder og for landet med, at den mand lå syg og ikke kunne komme sig. Glæde og velsignelse ville det være, om han fik sin sundhed igen. “Men hvor vokser sundhedsblomsten for ham?” derom havde de spurgt allesammen, spurgt i lærde skrifter, i blinkende stjerner, i vejr og vind, spurgt ad alle de omveje, der var at finde, og tilsidst havde de lærde og viise, som sagt, kommet til dette: “Kærlighed føder liv, livet til Faderen” og der sagde de mere end de selv forstod! De gentog og skrev da op som recept: “Kærlighed føder liv” men hvordan alt dette skulle sættes sammen efter recepten, ja derved var man gået i stå. Til sidst blev de enige om, at hjælpen måtte komme fra prinsessen, hun, der med hele sin sjæl og sit hjerte holdt af denne ægyptiske far. Man faldt endelig også på, hvordan det kunne bringes i stand, ja det var nu mere end år og dag siden: hun skulle om natten, – når nymånen der tændtes, igen var nede – begive sig ud til Marmor-Sfinkseni ørkenen, kaste sandet bort fra døren ved dens fod, og der gå gennem den lange gang, som førte ind midt i en af de storepyramider, hvor en af oldtidens mægtige konger, omgivet af pragt og herlighed, lå i mumie-hylster. Her skulle hun hælde sit hoved til den døde, og da ville der åbenbares hende, hvor liv og frelse for hendes far var at finde. 

Alt det havde hun udført, og i drømme erfaret, at fra den dybe mose oppe i det danske land, stedet var blevet ganske nøjagtigt beskrevet, måtte hun hjembringe den lotusblomst, der i vandets dyb havde berørt hendes bryst, da ville han frelses.

Og derfor fløj hun i svanefjerdragt fra Ægyptens land op til Vildmosen i Jylland. Se, alt dette vidste Storkefarog Storkemor, og nu ved vi det tydeligere, end vi før vidste det. Vi ved, atDynd-kongentrak hende ned til sig, ved, at hun for dem derhjemme er død og borte; kun den viiseste af dem alle sagde stadig, ligesom Storkemor: “Hun beskytter sig nok!” Og det ville de da vente på, for de vidste ikke noget bedre råd.

“Jeg tror, at jeg tager svanedragten fra de to skarns-prinsesser!” sagdeStorkefar, “så kan de da ikke komme til Vildmosenog gøre fortræd igen. Svanedragterne selv gemmer jeg deroppe til der er brug for dem!”

“Hvor oppe gemmer du dem?” spurgte Storkemor.

“I vor rede ved Vildmosen!” sagde han. “Jeg og vore yngste unger kunne hjælpes ad med at bære dem, og bliver de os for besværlige, så er der steder nok på vejen til at skjule dem til næste trækning. En enkelt svanedragt var vel nok til hende, men to er bedre; det er godt at have meget rejsetøj i et nordligt land!”

“Du får ikke nogen tak for det!” sagde Storkemor, “men du er jo herre her i huset! Jeg har ikke noget at sige, udover i liggetiden!”

 

 

II.

I Vikingeborgen ved Vildmosen, hvorhen storkene fløj om foråret, havde den lille pige fået navn.Helgahavde de kaldt hende, men det navn var alt for blødt for et sådant et sind, som det hendes dejligste skikkelse havde. Måned for måned kom det mere frem, og i løbet af årene, ja, mens storkene gjorde samme rejse – om efteråret mod Nilen, om foråret mod Vildmosen – blev det lille barn en stor pige, og før man tænkte over det, var hun den dejligste unge kvinde i sit sekstende år. Dejlig i den ydre skal, men hård og bitter i den indre kerne, og vildere end de fleste i denne hårde, mørke tid.

Det var hende en fornøjelse at stænke med sine hvide hænder det dampende blod af den slagtede offerhest; hun bed i vildskab halsen over på den sorte hane, som offerpræsten skulle slagte, og til sin plejefar sagde hun i fuld alvor:

“Hvis din fjende kom og slog et tov om bjælkehovederne af taget på din borg, lettede det over dit værelse, mens du sov, da ville jeg ikke vække dig selvom jeg kunne! Jeg ville overhøre det, sådan surrer blodet stadig i det øre, hvor du for nogle år siden gav mig en lussing, du. Jeg husker!”

Men Vikingen troede ikke på de ord, han var, ligesom de andre, bedåret af hendes dejlighed; vidste heller ikke om, hvordan sind og skind skiftede hos den unge Helga. Uden sadel sad hun, som groet fast til hesten, der jog afsted i fuldt løb, og hun sprang ikke af, selvom den kom i bidekamp med de andre ondsindede heste. Med alt sit tøj på kastede hun sig tit fra skrænten ud i fjordens stærke strøm, og svømmede Vikingen i møde, når hans båd styrede mod land. Af sit dejlige, lange hår skar hun den længste lok og flettede sig deraf en streng til sin bue:

“Selvgjort er velgjort!” sagde hun. 

Vikingefruen var vel, efter tid og vane, stærk i både vilje og sind, men mod datteren var hun at ligne med en blød, angst kvinde; hun vidste jo også, at det var trolddom, der hvilede over det frygtindgydende barn.

Det var som om Helga, af ond lyst, lidt for ofte fandt på – når hendes vikingemor stod på svalegangen eller trådte ud i gården – at sætte sig op på brøndkanten, slå med arme og ben, og derpå lade sig plumpe ned i det snævre, dybe brøndhul, hvor hun, med sin frø-natur, dukkede og løftede sig, og kravlede så, som om hun var en kat; derefter kom hun drivende af vand ind i højsalen, så de grønne blade, der var strøede på gulvet, vendte sig i den våde strøm.

Dog var der et usynligt bånd, som holdt lille Helga i ro, det var aftenskumringen; i den blev hun stille og ligesom eftertænksom, lod sig kalde og føre; da trak ligesom en indre fornemmelse hende hen til moren, og når solen sank og forvandlingen ude og inde fulgte, sad hun der stille, sørgmodig, skrumpet sammen i en slags padde-skikkelse, kroppen var langt større end dette dyrs, men netop derved mere grufuld; hun så ud som en ynkelig dværg med frø-hoved og svømmehud mellem fingrene. Der var noget så bedrøveligt i de øjne, hun så med; stemmen havde hun heller ikke, kun et hult kvæk, som et barn, der hulker i drømme. Da kunne Vikingefruen tage hende på sit skød, hun glemte den hæslige skikkelse, så kun på de bedrøvede øjne og sagde mere end en gang:

“Jeg kunne næsten ønske, at du altid var mit stumme frø-barn, for du er egentlig mere forfærdelig at se på, når din dejlighed vender udad!”

Og hun skrev rune-vers mod sort magi og sygdom, messede dem over den elendige, men bedring viste sig ikke. 

“Man skulle ikke tro, at hun har været så lille, at hun har ligget i en åkande!” sagde Storkefar; “nu er hun et helt menneske og ligner sin ægyptiske mor opad dage; men hende så vi aldrig siden! Hun skjulte sig ikke, sådan som du og den lærdeste troede. Jeg har nu år ud og år ind fløjet på kryds og tværs over Vildmosen, men hun gav aldrig tegn fra sig! Ja, det kan jeg sige dig, jeg har i de år, jeg er kommet herop nogle dage før dig – for at jeg kunne bøde på reden, sætte et og andet i stand – fløjet en hel nat, som om jeg var en ugle eller flagermus, over det åbne vand, men til ingen nytte! Nytte fik vi da heller ikke af de to svanedragter, som jeg og ungerne slæbte herop fra Nilens land; det var besværligt nok, over tre rejser fik vi dem herop. Nu har de ligget i mange år på bunden af reden, og sker her nu engang lykke, sker det, at Bjælkehuset brænder af, så er de væk!”

“Og vor gode rede er så også væk!” sagde Storkemor, “men den tænker du mindre på, end på det fjertøj og din mose-prinsesse! Du skulle engang gå ned til hende og blive dernede i dyndet! Du er en dårlig far for dine egne, det har jeg sagt fra jeg lå på æg første gang. Bare vi eller vore unger ikke får en pil i vingen på grund af den gale vikingetøs! Hun ved jo ikke, hvad hun gør. Vi hører dog lidt mere hjemme her end hun gør, det skulle hun tænke over; vi glemmer aldrig vores gæld til landet, vi betaler vore afgifter årligt: en fjer, et æg og en unge, som ret nu engang er. Tror du, når hun er udenfor, at jeg gider gå derned, som i gamle dage, og – som jeg gør i Ægypten, hvor jeg er halv kammerat med dem, uden at forglemme mig selv – kigger i kar og i gryde? Nej, jeg sidder heroppe og ærgrer mig over hende – den tøs! – og jeg ærgrer mig over dig med! Du skulle have ladet hende ligge i åkanden, så havde hun været væk!”

“Du er mere agtværdig end din tale!” sagde Storkefar – “Jeg kender dig bedre, end du kender dig selv!”

Og så gjorde han et hop, to tunge vingeslag, strakte benene bagud og fløj, sejlede afsted, uden at røre vingerne, han var et godt stykke borte, da tog han et kraftigt tag, Solen skinnede på de hvide fjer, hals og hoved strakte sig fremad! Der var fart og sving.

“Han er dog stadig den dejligste af dem allesammen!” sagde Storkemor, “- men jeg siger det ikke til ham.”

 

 

III.

Tidlig denne høst kom Vikingenhjem med bytte og med fanger; mellem disse var en ung, kristen præst, en af de mænd, der forfulgte de nordiske landes afguder. Ofte i den sidste tid var der i hal og fruerstue blevet talt om den nye tro, der bredte sig vidt om i alle lande sydpå, ja ved den hellige Ansgarius endda var nået op til Hedeby ved Slien fjord; selv lille Helgahavde hørt om troen på Den Hvide Krist, der af kærlighed til menneskene havde givet sig hen for at frelse dem; det var for hende, som man siger, gået ind ad det ene øre og ud ad det andet: Det ord kærlighed syntes hun kun at have fornemmelse for, når hun i den ynkelige frø-skikkelse krøb sammen i det aflukkede kammer; men Vikingefruen havde lyttet til og følt sig forunderlig grebet ved de sagn og sagaer, der gik om ´Sønnen af een eneste sand Gud´.

Mændene, hjemkomne fra deres togt, havde fortalt om de prægtige templer af udhuggede, kostbare sten, rejst for ham, hvis bud var kærlighed; et par svære, gyldne kar, kunstigt udskårne og helt af det pure guld, var bragt hjem, og der var ved hvert af dem en egen krydret duft, det var røgelseskar, som de kristne præster svingede foran altret, hvor der aldrig flød blod, men hvor vinen og det indviede brød forvandledes til blodet fra ham, som havde givet sig hen for de endnu ufødte slægter.

I Bjælkehusets dybe, stensatte kælder var den fangne, unge kristne præst bragt ned, bundet med bastbånd om fødder og hænder; dejlig var han, “som Baldur at se på!” sagde Vikingefruen og hun rørtes ved hans nød, men unge Helga foreslog, at der skulle trækkes et tov gennem hans haser og at han derefter skulle bindes til halerne af de vilde okser.

“Så skulle jeg samtidig slippe hundene løs - hui! afsted over moser, enge og kær, ad heden til! Det ville være morsomt at se, endnu sjovere at kunne følge ham på turen!”

Den død ønskede Vikingen dog ikke den kristne skulle lide, men som fornægter og forfølger af deres høje guder, skulle han den følgende dag ofres på blodstenen i lunden; det var første gang at der her skulle ofres et menneske.

UngeHelgabad om hun måtte bestænke både gudebillederne og folket med hans blod; hun sleb sin blanke kniv og da en af de store, glubske hunde, som der var nok på gården, løb hen over hendes fødder, stak hun kniven ind i siden på den: “Det er for at prøve den!” sagde hun, og Vikingefruen så bedrøvet på den vilde, ondsindede pige, og da natten kom og skønheds- skikkelsen hos datteren i krop og sjæl skiftede om, talte hun til hende med sorgens varme ord, ud af en bedrøvet sjæl. Den grimme padde med troldens krop stod foran og heftede de brune, sorgfulde øjne til hende, hørte og syntes at forstå med et menneskes tanke.

“Aldrig, selv ikke til min mand, er det kommet på min tunge hvor dobbelt jeg lider ved dig!” sagde Vikingefruen, “der er mere medlidenhed i mit hjerte over dig, end jeg selv troede! Stor er en mors kærlighed, men aldrig kom kærlighed ind i dit sind! Dit hjerte er som en kold dyndklump! Hvorfra er du dog kommet ind i mit hus?

Da sitrede forunderligt den ynkelige frø-skikkelse, det var som om de ord berørte et usynligt bånd mellem legeme og sjæl, og der kom store tårer i øjnene.

“Din hårde tid vil engang komme, ” sagde Vikingefruen, “frygtelig vil den blive også for mig! Bedre om du som barn var blevet stillet ud ved landevejen, og nattekulden havde lullet dig til døde!” Og Vikingefruen græd de salte tårer og gik vred og bedrøvet bort bag det løse skindtæppe, der hang over bjælken og delte stuerummet.

Alene i hjørnet sad den sammenskrumpne padde; der var lydløst, men med korte mellemrum kom et halvkvalt suk fra hende - det var, som om der med smerte fødtes liv i hjertets inderste rum. Hun gjorde et skridt frem, lyttede, gik atter et skridt og greb nu med de ubehjælpelige hænder om den tunge stang, der var skudt for døren; sagte fik hun den slået fra, stille fjernede hun den pind, der var stukket ind over dørlukket; hun greb den tændte lampe, der stod i kamret foran; det var som en stærk vilje gav hende kræfter; hun træk jernpinden ud af den låste dør, listede sig ned til fangen; han sov; hun rørte ved ham med sin kolde, klamme hånd, og da han vågnede og så den hæslige frø, gøs han, som for et ondt syn. Hun trak sin kniv, overskar hans bånd og vinkede ad ham, at han skulle følge hende.

Han nævnede nogle hellige navne, gjorde korsets tegn, og da skikkelsen stod uforandret, sagde han Bibelens ord:

“Salig den mand, der tager sig af de svage, ham frelser Herren på ulykkens dag;

– Hvem er du? Hvorfra dette ydre af dyret og dog fuld af barmhjertighedens gerning?”

Paddeskikkelsen vinkede, og førte ham bag skjulende tæpper, henad en ensom gang, ud til stalden, pegede på en hest; han svang sig op på den, men også hun satte sig dér, forrest, og holdt i hestens manke. Fangen forstod hende og i hurtig trav red de en vej, som han aldrig selv ville have fundet, ud til den åbne hede.

Han glemte hendes hæslige frø-skikkelse, han mærkede at Herrens nåde og barmhjertighed virkede gennem det grimme dyr. Han bad fromme bønner og istemte hellige sange, og da sitrede hun: var det bønnens og sangens magt, der virkede her, eller var det kuldegyset ved morgenen, der snart ville komme? Hvad var det hun mærkede? Hun løftede sig højt i vejret, ville standse hesten og springe ned; men den kristne præst holdt hende fast med al sin kraft, sang højt en salme, som kunne den løse trolddommen, der fastholdt hende i frøens hæslige skikkelse, og hesten jog vildere fremad, himlen blev rød, den første solstråle trængte gennem skyen, og ved denne klare bølge af lys kom omskiftelsen: hun var nu den unge dejlighed med det dæmoniske, onde sind; han holdt den skønneste, unge kvinde i sine arme og forfærdedes derover, sprang ned fra hesten, standsede den, og troede at møde en ny ødelæggende trolddom; men ung Helgavar i samme spring også på jorden, den korte barnekjole nåede hende kun til knæet; den skarpe kniv rev hun ud af sit bælte og styrtede ind på den overraskede præst.

“Lad mig ramme dig!” råbte hun, “lad mig ramme dig, og kniven skal komme op i dig! Du er jo bleg som hø! Træl, skægløse slave!”

Hun trængte ind på ham; de kæmpede i en svær kamp, men det var som om en usynlig kraft gav den kristne mand styrke; han holdt hende fast, og det gamle egetræ tæt ved kom ham til hjælp ved – med sine fra jorden halvt løsnede rødder – ligesom at binde hendes fødder, der var gledet ind under dem. Tæt ved sprudlede en kilde, han stænkede hende med det friske kildevæld over bryst og ansigt, befalede den urene trolddoms-ånd at fare ud af hende og velsignede hende efter kristlig skik, selvom dåbens vand ikke har kraft der, hvor troens kilde ikke også strømmer indefra.

Og dog var han også heri den stærke; ja mere end mandsstyrke mod den stridende onde troldkraft lå der i hans gerning, den ligesom betog hende. Hun lod armene synke, så med forundrede blikke og blegnende kinder på denne mand, der syntes at være en mægtig troldmand, stærk i trylleri og hemmelig kunst; det var ligesom han læste mørke rune-vers, og tegnede magiske figurer i luften! Ikke for den blinkende økse eller den skarpe kniv ville hun have gjort et blink, hvis han havde svunget den mod hendes øjne, men hun gjorde det, da han skrev korsets tegn på hendes pande og bryst; og hun sad nu som en tam fugl, hovedet bøjede sig mod brystet. Da talte han mildt til hende om den kærlighedens gerning, hun havde øvet mod ham i denne nat, da hun i frøens hæslige hud var kommen, havde løst hans bånd og ført ham ud til lys og liv. Også hun var bundet, bundet med strammere bånd end han, sagde han, men også hun skulle, sammen med ham, komme til lys og liv. Til Hedeby, til den hellige Ansgarius, ville han bringe hende, der, i den kristne by, ville fortryllelsen hæves; men han turde ikke han sætte hende foran på hesten, selv om hun godvilligt sad der.

“Bag på hesten må du sidde, ikke foran mig, for din trolddoms skønhed har en magt, som er fra det onde; jeg frygter den – og dog synes sejren for mig at ligge i Kristus!”

Han bøjede sine knæ, bad så fromt og inderligt! Det var som om den tavse skovnatur indviedes derved til en hellig kirke; fuglene begyndte at synge som hørte de med til den nye menighed, de vilde krusemynter duftede som ville de erstatte kirkens ambra og røgelse; højt forkyndte han skriftens ord: “Lyset fra det høje har besøgt os, for at skinne for dem, som sidder i mørket og i dødens skygge, at styre vore fødder på fredens vej!-”

Og han talte om naturens umiddelbare længsel, og mens han talte stod hesten, der havde båret dem i vildt løb, helt stille og ruskede i de store brombærranker, så de modne, saftige bær faldt på lilleHelgashånd, bydende sig selv til vederkvægelse og forfriskning.

Hun lod sig tålmodig løfte op på hestens ryg, sad der som en søvngænger, der ikke våger og dog ikke vandrer. Den kristne mand bandt to grene sammen, så de dannede et kors, det holdt han højt i hånden og så red de gennem skoven, der blev tættere, vejen dybere, undertiden var der slet ingen vej. Slåentornebuske stod som vejbomme, man måtte ride uden om dem; kilden blev ikke til rindende bæk, men til stillestående mose, man måtte ride uden om den. Der lå styrke og vederkvægelse i den friske skovluft, der lå en ikke ringere kraft i mildhedens ord, der klang i tro og kristen-kærlighed, i den inderlige trang til at føre den betagne pige til lys og liv.

Regndråben, siger man jo, udhuler den hårde sten, havets bølger gør med tiden de afrevne og kantede klippesten runde, og nådens dug, som havde vist sig for lille Helga, hulede det hårde, rundede det skarpe; vel var det ikke lige til at erkende, hun vidste det ikke selv – véd spiren i jorden, og véd det livgivende vand og den varme solstråle, at de gemmer i sig både vækst og blomst?

Som en mors sang for barnet umærkeligt sætter sig i sindet, og som barnets lallende ord, uden at det forstår dem, siden samler sig i tanken og med tiden blive klarere, således virkede også her ordet, der magter at skabe.

De red ud af skoven, hen over heden, atter igennem vejløse skove, da mødte de henimod aften en flok røvere.

“Hvor har du stjålet det dejlige pigebarn?” råbte de, stoppede hesten, rev de to ridende ned, for de var meget stærke. Præsten havde ikke andet at forsvare dem med end kniven, som han havde taget fra lille Helga, den stødte han om sig med. En af røverne svingede sin økse, men den unge, kristne mand gjorde et heldigt spring til siden, ellers var han bleven ramt; nu for øksen istedet dybt ind i hestens hals, så blodet strømmede ud og dyret styrtede til jorden. Da for lille Helga, som vækket af sin lange, dybe tankehvile, hen og kastede sig over det gispende dyr; den kristne præst stillede sig foran hende til værn og værge, men en af røverne svingede sin jernhammer mod

hans pande, så den knustes og blod og hjerne sprøjtede rundt omkring - død faldt han til jorden.

Røverne greb lille Helga om hendes hvide arm; da gik solen i det samme ned, den sidste solstråle slukkedes og hun forvandledes til en hæslig padde; den hvidgrønne mund gik ud over det halve ansigt, armene blev tynde og slimede, en bred hånd med svømmehud bredte sin vifte-form; – da slap røverne hende forfærdet. Hun stod som det hæslige udyr midt imellem dem og efter frøens natur hoppede hun i vejret, højere, end hun selv var og forsvandt i tykningen; da mærkede røverne, at det var den snedige gud Lokes onde list, eller en hemmelig troldoms-kunst, og forfærdet skyndte de sig bort derfra.

 

 

IV.

Fuldmånen var oppe og gav glans og lysning, og frem fra krattet krøb, i frøens ynkelige skikkelse, lille Helga; hun standsede ved liget af den kristne præst og ved den dræbte hest, hun så på dem med øjne, som syntes at græde; Frøhovedet gav et kvæk, som om et barn brister i gråd. Hun kastede sig snart over den ene, snart over den anden, tog vand i hånden, der ved svømmehuden blev større og mere hul og stænkede det over dem. Døde var de, døde ville de forblive - hun forstod det. Snart kunne de vilde dyr komme og æde deres krop; nej, det måtte ikke ske! Derfor gravede hun i jorden så dybt hun magtede det; en grav ville hun åbne for dem, hun havde dog kun en hård trægreen og begge sine hænder til at grave med, men på dem, mellem fingrene, spændte svømmehuden; den revnede, så blodet flød. Hun forstod, at arbejdet ikke ville lykkes hende; da tog hun vand og afvaskede den dødes ansigt, dækkede det med friske, grønne blade, bar store grene hen og lagde over ham, lagde blade ind imellem, tog så de tungeste sten hun magtede at løfte, lagde dem over de døde kroppe og stoppede åbningerne til med mos; da troede hun, at gravhøjen var stærk og fredet. Men under dette tunge arbejde var natten gået, solen brød frem – og lille Helga stod i al sin dejlighed, med blødende hænder og for første gang med tårer på de rødmende, jomfruelige kinder.

Da var det midt i denne forvandling, som om to naturer kæmpede inde i hende; hun sitrede, så omkring sig, som vågnede hun af en ængstende drøm. Hun for derpå hen til den slanke bøg, holdt sig fast ved den, for dog at have en støtte, og snart, i ét nu, klatrede hun, som en kat, op i træets top, og klamrede sig fast; hun sad der som et ængstet egern, sad der den lange dag i den dybe skov-ensomhed, hvor alt er stille og dødt – siger man jo! Dødt? – ja, der fløj et par sommerfugle om hinanden, i leg eller strid, og der var nogle myretuer tæt ved, hver med flere hundrede travle småskabninger, der myldrede frem og tilbage; i luften dansede utallige myg, sværm ved sværm; skarer af surrende fluer, mariehøns, samt guldsmede og andre vingede smådyr jog forbi; regnormen krøb frem fra den våde jordbund, muldvarpene skød op, – men forresten var det stille og dødt rundt omkring – dødt, som man nu siger og forstår det. Ingen lagde mærke til lille Helga udover skovskaderne, der fløj skrigende rundt om træets top, hvor hun sad; de hoppede hen ad grenene mod hende i dristig nysgerrighed; et blink af hendes øje var et blink, der jog dem bort igen, – men de blev ikke klogere på hende og hun blev ikke heller klogere på sig selv.

Da aftenen var nær, og solen begyndte at synke, kaldte forvandlingen hende til ny bevægelse; hun lod sig glide ned af træet, og idet den sidste solstråle slukkedes, stod hun der i frøens sammenkrympede skikkelse, med hændernes sønderrevne svømmehud, men øjnene strålede nu med en skønheds-glans, som de knap ejede før, i dejlighedens skikkelse; det var de mildeste, fromme pigeøjne, der lyste frem i frøens ansigt; de vidnede om det dybe sind, det menneskelige hjerte; og skønheds-øjnene brast i gråd, de græd hjertets tunge lettelses-tårer.

Der lå endnu ved den rejste grav det kors af grene, der med bast-bånd var bundet sammen, det sidste arbejde af ham, som nu var død og borte; lille Helga tog det, tanken kom af sig selv, hun plantede det mellem stenene over ham og den dræbte hest; ved erindringens vemod brød tårer frem, og i denne hjerte-stemning ridsede hun det samme tegn ind i jorden rundt om graven, det indhegnede den så smukt, – og i det hun med begge hænder ridsede korsets tegn, faldt svømmehuden, som en sønderreven handske af, og da hun vaskede sig i kildens vand, og undrende så på sine fine, hvide hænder, gjorde hun atter korsets tegn i luften, mellem sig og den døde; da bævede hendes læber, da rørte sig hendes tunge og det navn, hun oftest på ridtet gennem skoven havde hørt udsunget og udtalt, blev lydeligt fra hendes mund, hun sagde det: “Jesus Kristus!”

Da faldt frø-huden, hun var den unge dejlighed; – dog hovedet bøjede sig træt, lemmerne trængte til hvile – hun sov.

Men søvnen var kun kort; ved midnat blev hun vækket; foran hende stod den døde hest, så strålende, fuld af liv, det lyste ud af øjnene og ud af den sårede hals; tæt ved den viste sig den dræbte, kristne præst sig; “skønnere end Baldur!” ville Vikingefruen have sagt, og dog kom han som ved en ild, i flammer. 

Der var en alvor i de store, milde øjne, en retfærdighedens dom, et så gennemtrængende blik, at det ligesom lyste ind i hjertets kroge hos den prøvede. Lille Helga sitrede, og hendes hukommelse vaktes med en kraft som på dommedag. Alt godt der var ydet hende, hvert kærligt ord der var sagt hende, blev ligesom levendegjort; hun forstod, at det var kærligheden, der havde holdt hende oppe her i prøvelsens dage, hvor dette barn af sjæl og dynd gærer og stræber; hun erkendte, at hun kun havde fulgt stemningernes tilskyndelser, og selv intet havde gjort – alt var blevet givet hende, alt var ligesom blevet ledet. Hun bøjede sig ringe, ydmyg, skamfuld for den, der måtte kunne læse hver fold i hendes hjerte; og i dette øjeblik mærkede hun, som et lynblink af renselsens flamme, den hellige ånds ild.

“Du dyndets datter!” sagde den kristne præst: “Af dynd, ja af jord er du kommet, – af jord skal du igen opstå! Solstrålen i dig går legemsbevidst tilbage til sit ophav, strålen kommer ikke fra solen, men fra Gud! Ingen sjæl skal fortabes, men langt er det timelige, der er dog livsens flugt i det evige. – Jeg kommer fra de dødes land; også du skal engang rejse gennem de dybe dale ind i det lysende bjergland, hvor nåden og fuldendelsen bor. Jeg fører dig ikke til Hedebyefter den kristne dåb, først må du sprænge vandskjoldet over den dybe mosegrund, hjælpe den levende rod for dit liv og din vugge herop, samt udøve din gerning før indvielsen tør komme.” 

Og han løftede hende op på hesten, rakte hende et gyldent røgelseskar som det, hun før havde set i vikingeborgen, der kom en duft så sød og stærk derfra. Pandens åbne sår på den dræbte lyste som et strålende diadem; korset tog han fra graven, løftede det højt i vejret, og nu for de afsted gennem luften, hen over den susende skov, hen over højene hvor kæmperne var begravede, siddende på deres dræbte gangere; og de mægtige skikkelser rejste sig, red ud og holdt øverst på højen; i måneskinnet strålede om deres pande den brede guldring med en guld-knude på, kåben flagrede i vinden. Lindormen, som rugede over skatte, løftede sit hoved og så efter dem. Dværgfolket kiggede frem fra høje og fra plovfurer, de mylrede med røde, blå og grønne lys, en vrimmel at se, som gnisterne i asken af det brændte papir.

Hen over skov og hede, åer og kær fløj de, op mod Vildmosen; hen over den svævede de i store kredse. Den kristne præst løftede korset højt, det skinnede som guld, og fra hans læber lød messesangen; lille Helga sang med, som barnet synger ved sin mors sang; hun svingede røgelseskarret, der kom en alterduft så stærk, så underfuldt virkende, at mosens siv og rør blomstrede derved; alle spirer skød op fra den dybe bund, alt, hvad der havde liv løftede sig, der bredte sig et flor af åkander, som var det et sammenvævet blomstertæppe og på dette lå en sovende kvinde, ung og dejlig; lille Helga troede at se sig selv, sit spejlbillede i det stille vand, men det var hendes mor hun så, Dyndkongens kvinde, prinsessen fra Nilens vande.

Den døde, kristne præst bød, at den sovende løftedes op på hesten, men denne sank under byrden, som var dyrets legeme kun et liglagen, der flyver rundt i vinden; men korsets tegn gjorde det stærkt, og alle tre red de hen til den faste grund.

Da galede hanen i Vikingensborg og nattens syner opløste sig i tåge, der for hen i vinden, men overfor hinanden stod nu mor og datter. 

“Er det mig selv, jeg ser i det dybe vand!” sagde moren. “Er det mig selv, jeg ser i det blanke skjold!” udbrød datteren, og de nærmede sig hinanden, bryst mod bryst, favn i favn, stærkest slog morens hjerte og hun forstod det.

“Mit barn, mit eget hjertes blomst, min lotus fra de dybe vande!”

Og hun omfavnede sit barn og græd; tårerne var en ny livets og kærlighedens dåb for lille Helga.

“I svanedragt kom jeg hertil og kastede den så af mig!” sagde moren, “jeg sank igennem den gyngende sump, dybt ned i mosens dynd, der som en mur lukkede sig om mig; men snart mærkede jeg en friskere strømning; en kraft træk mig dybere ned, hele tiden dybere, jeg følte søvnens tryk på mine øjenlåg, jeg sov ind, jeg drømte – jeg syntes, jeg igen lå i Ægyptens pyramide, men foran mig stod stadig den gyngende gamle elle-træstub, der på mosens overflade havde forskrækket mig. Jeg betragtede revnerne i barken, og de lyste frem i farver og blev til hieroglyffer; det var mumiens hylster jeg så på, det brast, og ud af det trådte den tusindårige herre, mumie-skikkelsen, sort som beg, sort-glinsende som skovsneglen eller det fede, sorte dynd. Dyndkongen eller pyramidens mumie? – jeg vidste det ikke! Han slyngede sine arme om mig og det var som om jeg skulle dø. Livet fornam jeg først igen ved at det blev varmt på mit bryst, hvor en lille fugl slog med vingerne, kvidrede og sang. Den fløj fra mit bryst højt mod det mørke, tunge loft, men et langt, grønt bånd forbandt den hele tiden med mig; jeg hørte og forstod dens længsels toner: Frihed! Solskin! Hjem til min far!– da tænkte jeg på min far i hjemmets solbelyste land, mit liv, min kærlighed! Og jeg løsnede båndet, lod den flagre bort – hjem til min far. Siden dengang har jeg ikke drømt, jeg sov en søvn, så tung og lang, indtil i denne time, hvor toner og duft igen løftede og løste mig!”

Det grønne bånd fra morens hjerte til fuglens vinge, hvor flagrede det nu, hvor lå det henkastet? Kun storken havde set det; båndet var den grønne stilk, og sløjfen var den skinnende blomst, vuggen for det barn, som nu var vokset i dejlighed og igen hvilede ved sin mors hjerte.

Og mens de stod der favn i favn, fløj storkefar i kredse omkring dem, skyndte sig til sin rede, og hentede dér de i mange år gemte svane-fjerdragter. Han kastede en til dem hver, og den sluttede sig om dem og de løftede sig fra jorden som to hvide svaner.

“Lad os nu tale!” sagde Storkefar, “nu forstår vi hinandens sprog, om end næbbet er anderledes skåret på den ene fugl end på den anden! Det træffer sig så heldigt som noget kan, at I er kommet denne nat, for imorgen havde vi været taget afsted – mutter, jeg og ungerne! Vi flyver sydpå! Ja, som I ser er jeg jo en gammel ven fra Nil-landet og det er mutter også, hun har det dog mere i hjertet end i mundtøjet. Hun troede altid, at prinsessen nok bare gemte sig dernede i dyndet. Jeg og ungerne har båret svanedragterne herop - hvor jeg er glad og hvor det er et held, at jeg er her endnu, for når det bliver morgengry flyver vi afsted! Stort storke-selskab! Vi flyver foran, flyv I kun bag efter, så tager I ikke fejl af vejen; jeg og ungerne skal også nok have et øje med!”

“Og lotus-blomsten som jeg skulle hjembringe” sagde den ægyptiske prinsesse, “den flyver jo i svanedragt ved min side! Mit hjertes blomst har jeg med, således har det hele løst sig. Hjemad, hjemad!”

​